Startup søger midler for at nå 10 millioner kunder
Startuppen Zenzetech, der holder til ved DTU Science Park, har fået tre millioner kroner i investeringer fra blandt andet Innovationsfonden, og nu sætter de jagten ind på at hente EU-midler.
Pengene skal bruges til at færdigudvikle og senere sælge deres produkt, der er en intelligent indlægssål til parkinsons-patienter.
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Medico-virksomheden er stiftet af de to tidligere DTU-studerende Magdalena Paul, COO, og Christian Bygballe Haahr, CEO.
De har sammen opfundet og udviklet den digitale indlægssål, der skal forbedre livskvaliteten hos patienter med kronisk neurologiske sygdomme ved at informere om, hvor velmedicineret patienten er og gennem en digital logbog sikre, at lægen kan give den rette medicindosis.
Sålen måler på patientens gang og sender trådløst data, som bearbejdes med algoritmer og kunstig intelligens, herunder informationer om blandt andet hastighed, skridtlængde og asymmetrisk gangart.
- Det er svært at medicinere parkinsonpatienter korrekt, fordi de ofte har svært ved at fortælle til en konsultation hvert halve år, hvordan medicinen virker på dem, og den rigtige medicinering er vigtig for deres daglige trivsel og førlighed. Ellers risikerer de at falde og for eksempel brække hoften. Med den rette medicindosis kan de selv klare dagligdagsting som at gøre rent og købe ind, siger Magdalena Paul.
Kæmpemæssigt marked
Hos Zenzetech ser de store muligheder i produktet, såfremt de kan komme videre med udviklingen. Flere studier har nemlig vist, at parkinsonpatienters gang reflekterer, hvor velmedicineret patienten er, hvorfor Zenzetechs indlægssåler kan være til stor nytte i fremtidig diagnosticering og behandling.
Ligeledes findes der globalt over 10 millioner parkinsonpatienter, heraf 12.000 i Danmark, men hos Zenzetech ser de også muligheder for, at produktet på sigt kan vinde indpas i behandlingen af andre type sygdomme.
- Vi vurderer, at vores produkt kan anvendes i behandling af mange andre slags sygdomme, da præcise målinger af et menneskes gang kan afsløre mange fakta om personens helbredssituation, siger CEO Daniel Bygballe Haahr.
Indtil videre mangler Zenzetechs indlægssål de endelige godkendelser, før prototypen kan blive til et færdigt produkt. Dertil kommer de inden længe til at starte en investeringsrunde samt søge EU-midler for at finansiere de kliniske tests, der skal til, før produktet kan blive medicinsk godkendt.