23948sdkhjf

Her vil ny rumdirektør tage fat: - Vi skal vise, at vi kan tjene penge

Det er mildt sagt en stor opgave, som den nye Gomspace-CEO, Carsten Drachmann, har taget på sig i sit nye job.

Den garvede ledelsesprofil har taget over i et Gomspace, der i løbet af det seneste år har været hårdt ramt af en tabt storordre og en efterfølgende fyringsrunde, der gik ud over en tredjedel af medarbejderstaben.

Derfor anerkender Carsten Drachmann, at der kommer til at være noget at se til de kommende måneder.

- Det handler om at få vendt flot skib, siger han til Electronic Supply.

Tjekliste opfyldt

Carsten Drachmann fortæller, at han i løbet af den første halvanden måned i Gomspace har brugt tid på at vurdere, hvordan virksomheden – skuden – skal vendes.

Og han mener, at der er gode forudsætninger for at nå i mål. Han har lavet en tjekliste med kriterier, som, han mener, der skal til for at få succes. Og dem opfylder Gomspace.

- For det første: Er der den rigtige teknologi og de rigtige mennesker? Tjek ud for den. Er der et marked? Tjek. Er der et brand? Ja, det er der. Alle i branchen kender Gomspace. Er der udvikling i kundebasen? Ja, det er der. Det er en industri i udvikling, hvor mange aktører - fra European Space Agency, kommercielle kunder, til regeringer og militær – investerer i at løse konkrete udfordringer via det New Space-segment, vi arbejder i og de løsninger vi kan tilbyde, siger Carsten Drachmann.

Derfor er han overordnet positivt stemt overfor, at det nok skal lykkes.

- Jeg ser det lidt som en et fantastisk flot skib, der har lidt slagside nu og her, det vil jeg ikke lægge skjul på. Så den skal rettes op. Men jeg har tidligere lavet turnarounds for virksomheder, der har været i ret svære økonomiske situationer. Og her hos Gomspace, er alle ingredienserne på plads til, at det kan lykkes.

Skal tjene penge

Selvom Carsten Drachmann er fortrøstningsfuld for Gomspaces fremtid i det lange løb, skal der også gøres noget nu og her. Det skylder man de trofaste investorer, der gang på gang smider penge i kassen, mener han.

- Vi skal begynde at vise, at vi kan tjene penge. Så vi skal først og fremmest forstå, hvordan vi for nuværende kan skabe en sund forretning, og så skal vi vokse videre derfra.

Sidste år mistede I en stor kunde, der betød, at I måtte fyre mange folk. Er det en lektie i, at man skal passe på med at lægge en alt for stor del af omsætningen hos enkelte kunder?

- Nej, det tror jeg ikke. Vi skal stadig have store kunder, men vi skal blive bedre til at styre kontrakterne og være bedre til at forstå og vurdere, hvad det er for nogle kontrakter, vi gerne vil have, og hvordan vi skal håndtere dem.

Større projekter kommer således også fremover til at være en vigtig ingrediens i Gomspace under Carsten Drachmanns ledelse, men han håber, at de ved små omstillinger kan begynde at øge omsætningen relativt hurtigt.

- Vi skal arbejde mere på det, jeg kalder bread and butter. Det vil sige den del af vores forretning, som for eksempel læner sig op ad produktsalg, som vi har en fin margin på. Det skal vi have mere af, siger Carsten Drachmann og lægger vægt på, at det dermed handler om balancen mellem at få omsætning på kort sigt og udvikle større projekter på den lange bane.

Du kan læse det første interview med Carsten Drachmann her, hvor han blandt andet fortæller om baggrunden for, hvorfor han valgte at tage imod tilbuddet fra Gomspace.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.073