23948sdkhjf

Dansk rumcykel er nu i drift på rumstation

En Fergo-rumcykel fra Danish Aerospace Company er nu i drift på Den Internationale Rumstation

Den nyeste rumcykel fra Danish Aerospace Company, Fergo, er blevet succesfuldt installeret og taget i brug på Den Internationale Rumstation, ISS. Det oplyser den fynske virksomhed i en pressemeddelelse.

Cyklen afløser en ældre model Cevis (Cycle Ergometer with Vibration and Stabilization) ombord på ISS. Den har gennem de seneste 20 år givet motion til astronauterne

Træning og eksperimenter

Træningsudstyr anses for afgørende udstyr på ISS, da det hjælper astronauterne med at opretholde normal muskel-, knogle- og kardiovaskulær funktion i det vægtløse miljø.

At træde pedaler ombord på rumstationen er dog ikke den mest visuelt stimulerende motionsform. Derfor vil et af eksperimenterne på den danske ESA-astronaut Andreas Mogensens Huginn Mission være at evaluere effekterne af at bruge Fergo i kombination med et virtual reality-headset, som er modificeret til brug i rummet af Danish Aerospace Company.

Eksperimentet, som Andreas Mogensen vil udføre for DAC, vil forhåbentlig gøre træning i rummet mere inspirerende og motiverende ved at vise astronauterne naturskønne cykelruter i VR-headsettet.

Fantastisk følelse

Besætningen på ISS rapporterer, at Fergo har samme stabilitet som sin forgænger, og at den "føles meget velkendt, men softwaren er en kæmpe forbedring, især fordi den giver frihed til at ændre effekt og kadence under træningen".

- Det er en fantastisk følelse at se vores talentfulde medarbejderes arbejde over så mange år bære frugt. Mit team og jeg er henrykte over endelig at se Fergo i brug ombord på ISS, siger Thomas A. E. Andersen, administrerende direktør for Danish Aerospace Company, der tilføjer:

- Alt er forløbet gnidningsløst med Fergo siden installationen, og feedback fra ISS-besætningen har været positiv. Fergo er blevet officielt godkendt til regelmæssig motion ombord på ISS.

De gamle Cevis-modeller blev sammenlagt benyttet til 5.000 timers motion, inden de blev erstattet.

Snart får astronauterne på ISS glæde af endnu en Fergo-rumcykel. Den ankommer med en forsyningsmission udført af SpaceX, og samtidig tages de gamle Cevis-cykler med retur til jorden. Opsendelsen er planlagt til fredag den 10. november klokken 02.28 dansk tid.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157