Terma og Aalborg Universitet går sammen om at redde liv
Terma og Aalborg Universitet (AAU) har indgået et samarbejde om udviklingen af en avanceret mission pod til UAV'er og helikoptere, der ved hjælp af avancerede sensorer og kunstig intelligens (AI) skal skabe meget bedre muligheder for maritime search & rescue (SAR)-missioner. Det oplyser Terma i en pressemeddelelse.
Samarbejdet, kaldet OASAR (Optimized and Automated Solution for Maritime Search and Rescue (SAR) Operations), har fået støtte af Innovationsfonden på 9,9 mio. kr.
Hvert år udfører de danske myndigheder hundredvis af maritime SAR-missioner i indenlandske og arktiske farvande. Udsat for koldt vand, er overlevelsestiden helt ned til en time, hvilket gør tid til en afgørende faktor for overlevelse ved SAR-missioner.
På nuværende tidspunkt foregår SAR-missioner ved manuel søgning udført af redningspersonale, der flyver i lav højde. Søgningerne involverer typisk minimal eller ingen teknologisk hjælp til at identificere objekter i vandet.
Projektet har til formål at forbedre effektiviteten af de danske myndigheders maritime search and rescue-missioner gennem udvikling af en mission pod til UAV'er og helikoptere, udstyret med avancerede sensorer og AI-teknologi.
Det forventes, at projektet vil kunne øge effektiviteten af maritime SAR-missioner og forbedre overlevelsesraterne med op til 50 procent, samtidig med at hastigheden, hvormed UAV/helikopter kan udføre søgeoperationer, mere end fordobles. Teknologien vil gøre brug af nær realtid dataanalyse for at optimere missionsplanlægning, klassifikation ved hjælp af avancerede sensorer og anvendelse af feedback-loops kombineret med automatiseret objektdetektion.
Succesfulde testflyvninger er allerede blevet gennemført i samarbejde med det danske forsvar i december, hvilket bekræfter funktionaliteten.
- OASAR giver Terma muligheden for at udnytte vores globalt anerkendte ekspertise inden for sensing og AI til at tackle en vital udfordring. Vi er stolte af OASAR og ser frem til at samarbejde med Aalborg Universitet om dette projekt, siger projektleder hos Terma, Henrik Kindberg Mortensen.
Projektet markerer Termas indtræden på et nyt forretningsområde, mens Aalborg Universitet bidrager med ekspertise inden for AI og kompleks missionsplanlægning. Derudover bidrager de danske myndigheder med operationel erfaring og adgang til luftredningsfartøjer, hvilket gør det muligt at finde teknologiens grænser ved at teste den på rigtigt udstyr og under forhold, der sikrer dens funktionalitet under de mest besværlige forhold.