Allerød-virksomheden Welltec, der udvikler robotteknologi og højteknologiske løsninger til olie- og gasindustrien, får ny ejer.
Majoritetsaktionærerne Exor og 7-Industries har accepteret et købstilbud fra amerikanske Superior Energy Services. Handlen afventer myndighedsgodkendelser og ventes gennemført i første halvår 2027.
AnnonceDet oplyser Welltec i en pressemeddelelse.
- Welltec får en ejer og partner, der supplerer virksomheden godt, både i forhold til geografiske markeder og teknologiporteføljer. Det vil styrke Welltec’s langsigtede konkurrenceevne, udtaler Niels de Coninck-Smith, bestyrelsesformand for Welltec.
Exor og 7-Industries blev majoritetsaktionærer i Welltec i 2021. Siden da er omsætningen steget fra 250 mio. dollars (1,63 mia. kr.) i 2021 til 431 mio. dollars (2,81 mia. kr.) i 2025. Medarbejderstaben tæller cirka 1.000 medarbejdere globalt.
Annonce- De seneste fem år har vi øget vores investeringer i ny teknologi markant, blandt andet igennem flere opkøb af mindre teknologivirksomheder, hvilket har ledt til meget bredere service- og produktporteføljer. Vi forbedrer fortsat vores danske produktionsfaciliteter ved investeringer i robotteknologi og udvider samtidig vores internationale aktiviteter. Vores medarbejdere har gjort en fantastisk indsats, og vi er meget stolte af, hvor virksomheden er i dag. Sammen med Superior vil vi kunne tilbyde kunderne en bredere vifte af komplementære services og produkter, udtaler Peter Hansen, CEO for Welltec.
AnnonceOpkøbet skal blandt andet give Superior adgang til Welltecs teknologiportefølje og internationale markedsposition. Superior henter i dag 70 procent af sin omsætning i Nord- og Sydamerika, mens Welltec har aktiviteter i mere end 50 lande.
Welltecs hovedkvarter samt faciliteterne og produktionscentrene i Allerød og Esbjerg skal fortsat være centrale for selskabets globale forretning. Welltec forventer desuden at fastholde arbejdsstyrken i Danmark på minimum det nuværende niveau og fortsætter under Welltec-brandet.
AnnonceDen sammenlagte virksomhed vil få en årlig omsætning på omkring 1,8 mia. dollar og beskæftige cirka 3.700 medarbejdere.
Annonce