23948sdkhjf

Datacenter kommer til at levere overskudsvarme til 6000 husstande

Microsoft og Veks har indgået en ny aftale om at genanvende overskudsvarmen fra det datacenter i Høje Taastrup, som Microsoft er i gang med at opføre. 

- Der er et stort potentiale for overskudsvarme fra datacentre i Hovedstadsområdet. Denne aftale er et meget konkret bidrag til VEKS’ fremtidige endnu mere grønne og bæredygtige fjernvarme - ovenikøbet til en meget attraktiv pris, som ligger langt under, hvad Veks ellers betaler for varmen, udtaler Steen Christiansen, formand for Veks. 

Microsoft etablerer et anlæg i datacentret, der opsamler overskudsvarmen inklusive rørsystemet ud til matrikelskel. Herfra vil Veks anlægge de nødvendige rørsystemer, vekslere og varmepumper til at føre varmen videre til borgerne.

Veks og Microsoft forventer, at den første overskudsvarme leveres til varmesæsonen 2025-2026.

Gradvis udvidelse

Datacentret i Høje-Taastrup er planlagt til gradvist at blive udvidet i de kommende år og vil forventeligt levere fjernvarme svarende til opvarmning af knap 6.000 hjem.

Mikael Mikkelsen, der er kommerciel direktør for Microsofts danske datacentre, glæder sig over aftalen med Veks.

- Vores datacentre skal være blandt verdens mest bæredygtige. Derfor har vi investeret massivt i energieffektivisering i forbindelse med etableringen af vores datacentre i Danmark – og her er aftalen med Veks et vigtigt skridt i retningen mod at etablere en klimavenlig dansk datacenterregion, hvor genanvendt overskudsvarme kommer borgere og miljø til gavn, siger Mikael Mikkelsen.

Microsoft har forpligtet sig til en ansvarlig drift af datacentre med fokus på bæredygtighed. Dette indebærer blandt andet, at Microsoft inden 2025 udelukkende vil bruge vedvarende energi til at drive datacentrene og virksomheden som helhed. Microsoft har også forpligtet sig til at være CO2-negativ i 2030 og dermed fjerne mere CO2 fra atmosfæren, end virksomheden udleder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125