Efter et svært 2022 formåede Asetek at vende udviklingen i fjor.
Den nordjyske virksomhed voksede over 50 procent på omsætningen og fik vendt -4 millioner dollars til 6 millioner sorte af slagsen.
Ifølge CEO André Sloth Eriksen er væksten et udtryk for fremgang inden for både væskekøling-forretningen og SimSports-segmentet, der leverer motorsportssimulationer.
- Jeg er stolt af at levere det næstbedste år nogensinde målt på omsætning og profit, hvilket viser den store efterspørgsel på vores produkter, udtaler André Sloth Eriksen i en selskabsmeddelelse.
I meddelelsen lyder det videre, at det for nuværende er svært at vurdere efterspørgslen for 2024. Derfor forventer Asetek i første omgang, at omsætningsvæksten for indeværende regnskabsår kommer til at hedde -5 til 5 procent.
| Regnskabsår | 2023 | 2022 |
| Valuta | mio. $ | mio. $ |
| Nettoomsætning | 76,3 | 50,7 |
| Bruttofortjeneste | 34,7 | 20,8 |
| Resultat af primær drift | 9,4 | -5,4 |
| Resultat før skat | 8,5 | -5,9 |
| Årets resultat | 6,0 | -4,3 |
| Balancestatus | 102,7 | 78,6 |
| Egenkapital | 66,1 | 42,7 |
| Antal ansatte | 134 | 140 |
| Kilde: Asetek | ||
