23948sdkhjf

Indtjeningsvæksten fortsætter hos Telia

Telia i Danmark havde i 3. kvartal 2006 et resultat på 129 mio. DKK (159 mio. SEK), hvilket er det bedste kvartalsresultat for Telia nogensinde. Til trods for et rekord kvartal, skal der nedlægges stillinger på grund omstruktureringer.
Omsætningen i tredje kvartal 2006 steg til 1,527 mia. DKK (1,889 mia. SEK) i forhold til samme kvartal sidste år, hvor omsætningen lå på 1,489 mia. DKK (1.868 mia. SEK). Fremgangen skyldes en fortsat vækst i trafikforbruget samt et øget salg af mobiltelefoner.

Driftsresultatet (EBITDA) blev i samme periode forbedret til 309 mio. DKK (382 mio. SEK) i forhold til 235 mio. DKK (293 mio. SEK) sidste år. EBITDA-marginen steg ligeledes fra 15,7 pct. til 20,2 pct.

I tredje kvartal 2006 blev resultatet (EBIT) på 129 mio. DKK (159 mio. SEK). Det er en kraftig forbedring i forhold til samme kvartal sidste år, hvor resultatet var 12 mio. DKK (13 mio. SEK).

Telia får ny organisation på mobil og fastnet

Efter sammenlægningen af mobil- og fastnetforretningen i 2005, er 2006, som planlagt, blevet brugt til at sætte fokus på at få en lang række interne processer og systemer på plads. I samme periode har markedet været yderst aggressivt, og Telia har noteret sig at antallet af mobilkunder er faldet med 24.000 i forhold til samme kvartal sidste år.

- Telia vil igen rette blikket udad mod markedet for at genvinde markedsandele og udvikle kundebasen. Men den skærpede konkurrencesituation kræver, at vi kan reagere langt hurtigere på kundernes behov, end vi er i stand til nu. For at leve op til disse krav er det nødvendigt at tilpasse organisationen, så den får en størrelse og opbygning, der kan give os øget tempo og endnu bedre kundefokus. Kun på dén måde kan vi nå vores mål og fortsat leve op til vores ambition om at være udfordreren på markedet, siger Jesper Brøckner, adm. direktør for Telia Danmark.

En konsekvens af omstruktureringen er, at Telia Danmark planlægger at nedlægge 90-100 fuldtidsstillinger. Forhandlingerne med medarbejderne forventes at begynde i næste uge. Den nye organisation forventes at være på plads inden årets udgang.

Kilde: Telia Danmark http://www.telia.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109