Erhvervslivet satser på levende billeder
Flere virksomheder vil fremover benytte levende billeder som intern og ekstern kommunikationsform. Seneste eksempel er Jyske Bank, som viser vejen med en betydelig investering i et topmoderne tv-studie og fibernetværk.
Flere levende billeder
- Levende billeder og individuel kommunikation er vejen frem, og det kræver en professionel standard i alle led, fastslår Steen Mertz, funktionsleder for AV-teknik i Jyske Bank’s Kommunikationsafdeling og han fortsætter:
- Vi har derfor valgt at lægge et niveau, der svarer til en regional TV2 station. Samtidig har vi etableret et distributionsnet baseret på fiber, som kan håndtere live-streaming i ægte broadcast kvalitet til samtlige afdelinger.
Funktionsleder Steen Mertz, Jyske Bank (stående) og chefkonsulent Peter Warnich, Danmon Danmark, tester produktionsudstyret i bankens nye studiekontrolrum. Foto: Lars SundshøjVed at vælge det bedste udstyr og lægge sig fast på branche-standarder, er Jyske Bank samtidig blevet en attraktiv arbejdsplads for professionelle tv-folk. I starten er der ansat 6 journalister og 4 teknikere, som suppleres af en række freelance specialister. De producerer bl.a. andet et 15 minutters nyhedsmagasin, som hver fredag udsendes til bankens godt 4.000 medarbejdere.
Andre typiske opgaver for studiet vil fx være produktpræsentationer og information henvendt til bankens kunder og e-learning til medarbejderne.
Samtidig har studie-faciliteterne vist sig at være en effektiv genvej til profilering i landsdækkende TV, hvor TV2 Finans fx ofte interviewer børsanalytikere fra Jyske Bank via en direkte opkobling til et fastmonteret kamera i bankens handelsområde i Silkeborg.
Ny medietrend i erhvervslivet
Det TV-tekniske udstyr til studiet er leveret af Danmon Danmark A/S, der har en betydelig erfaring fra leverancer til såvel DR og TV2 som ViaSat. Hos Danmon ser man også tydelige tegn på en øget satsning på levende billeder i erhvervslivet:
- Levende billeder er som bekendt den stærkeste måde at kommunikere på, og det slår nu tydeligt igennem i konkurrenceprægede markeder, hvor virksomhederne er nødt til at differentiere sig i forhold til hinanden, siger Peter T. Hansen, adm. direktør hos Danmon.
Kilde: Danmon Danmark A/S– http://www.danmon.dk