23948sdkhjf

"Gammeldags" direktør: - Det drejer sig om at tjene penge

Salget buldrer af sted, og indtjeningen følger med. Det er en essentiel del af forretningen hos Ooono i Valby

Teknologivirksomheden Ooono har gennem flere år vokset markant på omsætningssiden, som Electronic Supply tidligere har fortalt om. Senest med endnu en fordobling til godt 320 mio. kr. i 2023.

Virksomheden laver blandt andet en stor forretning på trafikalarmer.

Men i modsætning til andre virksomheder med stor omsætningsvækst har Ooono også formået at løfte indtjeningen sideløbende.

OOONO A/S
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 323,6 155,6 73,3
Resultat af primær drift 42,7 24,9 9,2
Årets resultat 29,5 16,7 7,0
Egenkapital 52,3 34,3 21,7
Kilde: CVR

Det er dog helt bevidst, fortæller stifter og administrerende direktør, Christian Walther Øyrabø.

- Når vi lægger budget, så vil vi ikke vokse hurtigere, end at vi stadig tjener penge. Hvis vi ville vokse hurtigere, end vi gør, ville det være på bekostning af bundlinjen. Og det er en fast del af strategien at være lønsomme, for vi skal tjene penge for at få råd til at investere i nye ting, siger Christian Walther Øyrabø med henvisning til blandt andet det opkøb af engelske Cyclops, som Ooono netop har foretaget.

- Det gider vi ikke

Christian Walther fortæller videre, at det på mange måder også er en principsag for ham at drive forretning på en måde, hvor indtjeningen følger med omsætningen.

- Vi vil ikke drive forretning på en måde, hvor vi håber på, at en potentiel indtjening kommer engang ude i fremtiden, og hvor man opbygger en virksomhed på en høj omsætning, der kun har værdi for ejerkredsen, hvis den bliver solgt en dag. Det gider vi ikke, siger Christian Walther Øyrabø, der selv er majoritetsejer og derudover har Guerilla Capital og André Bengt Medborg med som de største aktionærer.

- Mit job som direktør er at sørge for, at investorerne får så meget ud som muligt. Jeg skal skabe værdi, og det job tager jeg seriøst, lyder det fra Christian Walther Øyrabø.

Om Ooono

  • Dansk teknologivirksomhed stiftet af Christian Walther Øyrabø i 2017. Øyrabø er fortsat majoritetsejer og administrerende direktør.
  • Leverede i første omgang trafikalarmen Co-driver, der fortsat er virksomhedens største forretningsområde.
  • Har ambitioner om at blive en "unicorn" og være en bredt funderet teknologivirksomhed.
  • Har i 2024 opkøbt overfaldsalarmen Sirène, og forventer desuden snart at lancere mini-hjertestarteren Joule.
  • Omsatte i 2023 for over 320 millioner kroner.

Kilde: Ooono, CVR

- Gu' gør det ej

Christian Walther Øyrabø har gennem mange år været iværksætter i en række forskellige brancher og i en periode været formand for bestyrelsen i Dansk Iværksætter Forening.

Men som en erfaren herre i branchen skiller han sig også en smule ud fra de mere moderne dogmer i miljøet, mener han.

- Jeg føler nogle gange, jeg er en lidt gammeldags iværksætter. Hvis jeg snakker med nogle andre iværksættere, så er der ofte iværksættere, der siger, at det ikke drejer sig om at tjene penge, og det drejer sig om omsætning og at være bæredygtig og alt muligt andet. Gu' gør det ej, det drejer sig om at tjene penge.

- Det skal selvfølgelig ikke være på bekostning af medarbejdernes velvære og vores ansvar for samfundet. Men en virksomhed er sat i verden for at tjene penge, slår Christian Walther Øyrabø fast.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094