Chipselskabet Nvidia har haft en omsætning på 30 milliarder dollar i andet kvartal. Det svarer til lige over 200 milliarder kroner.
Det viser selskabets regnskab for andet kvartal, som er blevet offentliggjort onsdag aften dansk tid.
Omsætningen i kvartalet er dermed 122 procent højere end i samme periode i 2023. Ser man på omsætningsvæksten fra første kvartal til andet kvartal, lyder den på 15 procent.
AnnonceI andet kvartal lyder Nvidias indtjening på 16,6 milliarder dollar, svarende til over 111 milliarder kroner. Det er 168 procent mere end i andet kvartal året før.
Nvidia laver mange af de mest populære mikrochips til at træne AI-modeller med. Derfor har stigende brug af kunstig intelligens gavnet det amerikanske selskab.
Og det er da også efterspørgsel drevet af kunstig intelligens, der driver salgsvæksten i andet kvartal.
Annonce- Nvidia opnåede en rekordomsætning, eftersom globale datacentre giver den fuld gas med at modernisere hele computerstakken med accelereret databehandling og generativ AI, siger Nvidias topchef, Jensen Huang, i en pressemeddelelse i forbindelse med regnskabet.
I tredje kvartal forventer Nvidia en omsætning på 32,5 milliarder dollar plus eller minus to procent, lyder det.
Men på trods af Nvidias markante salgsvækst falder aktien i eftermarkedet i USA. MarketWire skriver kort før klokken 23 dansk tid, at aktien falder 4,2 procent i eftermarkedet.
AnnonceSiden årsskiftet er Nvidia-aktien steget over 150 procent.
I løbet af juli tabte aktien dog en del af sin værdi, fordi investorer begyndte at tvivle på, hvorvidt generativ AI vil blive en god forretning inden for kort tid. Men i løbet af august har aktien genvundet det meste af sin værdi.
Det er blandt andet lanceringen af den populære chatbot ChatGPT i slutningen af 2022, der har sat skub i brugen af kunstig intelligens hos virksomheder og privatpersoner.
AnnonceChatGPT og lignende produkter kan fremstille indhold som eksempelvis tekst eller billeder ved hjælp af kunstig intelligens.
Nvidia er i øjeblikket verdens næstmest værdifulde selskab med en værdi på over 3000 milliarder dollar. Verdens mest værdifulde selskab er i øjeblikket Apple.
/ritzau/
Annonce