23948sdkhjf

Mini-kraftværk: Laver powerbanks af brugte elbilbatterier

I en container fuld af sammenkoblede, brugte elbilbatterier fra nystartede NT Energy kan virksomheder bruge opsamlet billig strøm

I samarbejde med en række autogenbrugere er nystartede NT Energy begyndt at lave store ’powerbanks’, som virksomheder kan benytte til automatisk opsamling af strøm, når den er billig, og dermed nedbringe strømregningen.

Virksomheden i Rødding, mellem Kolding og Esbjerg, startede i 2022 med det formål at genbruge elbilbatterier til energilagring i stor skala og mindske behovet for at producere nye batterier. Selvfølgelig med indtægt for øje i sin forretningsmodel.

NT Energy har udviklet løsninger, hvor batterierne bygges sammen i en container og omdannes til et mini-kraftværk. Den senest byggede løsning rummer batterier fra 32 elbiler, bygget op med styringssystemer og en eltavle, så den store powerbank er lige til at koble på en virksomheds eksisterende strømsystem.

Autobranchen er oplagt

NT Energy udspringer af Orbital i Skjern, hvor man i mange år har arbejdet med styringssystemer til vedvarende energi, især vindmøller. De nye batteriløsninger fra NT Energy bliver bygget i Skjern, mens udviklingsarbejdet foregår i Rødding. Virksomheden ser gode muligheder i de store batteriløsninger, der kan spare penge hos industrivirksomheder – også i autobranchen.

Vi møder allerede en del interesse og vil også kunne levere til virksomheder i autobranchen Torben Damgaard, teknisk direktør, NT Energy

- Vi møder allerede en del interesse og vil også kunne levere til virksomheder i autobranchen. Et anlæg vil kunne tjene sig hjem på 4-5 år, siger teknisk direktør og udviklingschef i NT Energy, Torben Damgaard.

NT Energi kan producere forskellige størrelser fra 0,4 til 1,3 MW. Tilbagebetalingstiden afhænger af, om en virksomhed har solcelleanlæg, og selvfølgelig strømforbruget i virksomheden.

Som eksempel nævner Torben Damgaard, at en NT Energy powerbank vil passe godt til en virksomhed med cirka 800.000 kW forbrug årligt med et solcelleanlæg på ’nogle hundrede’ kW – typisk 900 kW.

- Vores mål er på sigt at aftage 25 procent af de brugte elbilbatterier, der følger kurven for salget af elbiler herhjemme. De batterier, vi genbruger nu, er fra biler årgang 2012-16, fortæller Torben Damgaard.

Søger flere genbrugere

NT Energy har indtil videre udelukkende indgået aftaler med cirka 10 norske autogenbrugere om levering af brugte elbilbatterier, fordi Norge var længst fremme, da markedet blev afsøgt for tre år siden i forbindelse med opstart af virksomheden. Men NT Energy ønsker også samarbejde med danske autogenbrugere.

Virksomheden både tester og reparerer elbilbatterier selv. Kravet er, at der skal være 70 procent kapacitet tilbage på batteriet for brug i en powerbank-container. NT Energy garanterer fem års levetid, og forventer 10 år.

Pioner i powerbanks

Ifølge NT Energy er den nye danske virksomhed pioner på området med at stakke og genbruge brugte elbilbatterier på denne måde.

Der findes powerbanks til husstande fra for eksempel Tesla, Hitachi og Huawei, men ingen som vores i så store størrelser baseret på genbrugte batterier. Vores udfordring er, at nye kinesiske batterier falder voldsomt i pris, så genbrug bliver mindre attraktivt, men vi vil gerne være uafhængige af kineserne og holde os til genbrugsprincippet, siger Torben Damgaard.

En traditionel nødstrømsløsning, UPS (Uninterrupted Power Supply), med blybatterier indeholder ofte så lidt strøm, at en typisk virksomhed hurtigt må starte en stor dieseldrevet el-generator til sit strømforbrug. Løsningen fra NT Energy vil give mindre behov for en diesel-generator, hvilket er både billigere og mindre forurenende.

Tænker stort

Indtil videre er de seks første anlæg fra NT Energy installeret i Danmark og sælger ydelser til Energinet, som styrer elnettet i hele Danmark. Det skyldes et ønske om at balancere udsving på det nationale strømnet.

NT Energy vil gerne levere store nødstrømsløsninger til eksempelvis teleselskabernes mobilmaster eller som erstatning for lukkede kulkraftværker rundt omkring i landet.

- Her ville vi da gerne være med til at udfylde de mange tomme kvadratmeter med vores containere, fyldt op med genanvendte batterier fra el-biler, som ellers var blevet skrottet. Det handler i høj grad om bæredygtighed, fordi vi helt bogstaveligt forlænger batteriernes levetid med mindst fem år, siger Torben Damgaard. Han forventer, at NT Energy vil vokse betragteligt den kommende tid.

Sådan bygges en giga-powerbank

Batteritest: Første trin i processen er at teste batteriernes restkapacitet og om der er fejl på batterierne, som skal udbedres

Demontering af batteripakken: Batteripakken skilles ad for at tjekke de interne dele for fejl. Derefter afmonteres de enkelte moduler til genanvendelse

Klargøring til montering i anlæg: Batterimodulerne monteres og forbindes elektrisk i en samlet enhed færdig til installation

Montering i container: Batterierne installeres i en tilpasset shipping container

Test og idriftsætning: Det samlede anlæg og alle sikkerhedssystemer testes inden idriftsætning

Kilde: NT Energy

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086