23948sdkhjf

Hver anden virksomhed møder handelsbarrierer

I en ny undersøgelse fra DI-Indsigt svarer over 50 pct. af virksomhederne, at de møder handelsbarrierer på det globale marked. Mens told traditionelt har været den store synder, har tekniske handelshindringer nu overtaget førstepladsen som den største handelsbarrierer. Der er behov for en mere offensiv handelspolitik, lyder det fra DI.
Adgang til udenlandske markeder er forudsætningen for stadig økonomisk udvikling og høj beskæftigelse i Danmark.

Derfor vækker det også bekymring, når hver anden virksomhed i dag melder om handelshindringer i forbindelse med eksport.

– For Danmark er markedsadgang helt afgørende, idet en meget stor andel af vores indtjening stammer fra udenlandske markeder. Så jo flere handelsbarrierer, jo større klods om benet, understreger afsætningspolitisk chef i DI, Anders Ladefoged.

Problembarnet Kina
Den nye DI-undersøgelse blandt 168 virksomheder viser også, at tekniske handelshindringer nu har afløst told som den største forhindring for at eksportere varer til udlandet.

– Tidligere var told ofte bremseklodsen, når danske virksomheder skulle ind på et andet lands marked. Men i dag er problemet mere nontariff-barrierer, altså tekniske handelshindringer som blandt andet unødige bureaukratiske procedurer i forbindelse med, at virksomhederne skal indhente certifikater og tilladelser. Told er stadig et problem, men det kommer længere nede på listen over forhindringer, fortæller Anders Ladefoged.

Han understreger samtidig, at handelsbarriererne tynger med forskellig vægt fra region til region. Kina er det land med de fleste forhindringer for udenlandske virksomheder. 50 pct. af virksomhederne har problemer med handelsbarrierer på det kinesiske marked. Til sammenligning møder 20 pct. handelshindringer i højindkomstlande uden for EU.

Behov for ny handelspolitik
Både regeringen og EU-kommissionen er i øjeblikket i gang med at udarbejde nye handelspolitiske planer. I den danske regerings tilfælde under navnet “Den offensive handelspolitik”.
Anders Ladefoged håber, at regeringen lader handling følge ord og lever op til de offensive hensigter i den nye handelspolitik.

– Der er behov for en mere nuanceret tilgang til verdenshandel, en tosidet strategi. Regeringen og EU bør fokusere på at gennemføre en række bilaterale aftaler; blandt andet med de såkaldte BRIK-lande samt andre store markeder i Asien. Det skal ske samtidig med WTO-forhandlingerne om fælles regler for handel i verden.

Så det er ikke enten bilaterale aftaler eller forhandlinger i WTO. Det er begge dele med det første som en dynamo for det andet.

– USA laver aftaler med enkelte lande, som giver amerikanerne fordele, vi ikke har i Europa. Så tiden er ikke længere til kun at satse på WTO. Vi må have gang i flere spor og et sammenspil mellem sporerne. Derfor skal Danmark og Europa bruge handelspolitikken målrettet som et instrument til at nedbryde de mange handelsbarrierer, der bremser eksporten.


Kilde: Dansk Industri / http://www.di.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094