2025 kommer til at ende meget bedre end ventet for den nordjyske satellitproducent Gomspace.
I hvert fald opjusterer Gomspace nu sine forventninger markant til året. Omsætningen ventes at lande på 420-450 mio. svenske kr. (285-305 mio. kr.) mod tidligere 320-380 mio. svenske kr. (217-258 mio. kr.).
Samtidig hæves forventningen til ebitda-marginen til 6–12 procent, fra tidligere -2 til +10 procent. Den justerede ebitda-margin løftes tilsvarende til 7–13 procent.
Selskabet fastholder, at pengestrømmen bliver positiv for hele året 2025, selvom enkelte kundebetalinger er udskudt til fjerde kvartal.
Ifølge ledelsen skyldes opjusteringen et fortsat højt aktivitetsniveau og en stærk gennemførelse af de store ordrer, som Gomspace har vundet i løbet af året.
- Efter et stærkt første halvår, hvor vi leverede i den øvre ende af vores tidligere guidance, har vi fortsat den positive udvikling i tredje kvartal, skriver selskabet i en meddelelse til First North-børsen.
Store kontrakter giver rygvind
Opjusteringen kommer i kølvandet på flere store aftaler, der har styrket virksomhedens ordrebeholdning betydeligt.
I oktober offentliggjorde Gomspace to kontraktudvidelser med en europæisk teknologivirksomhed til en samlet værdi af 2,1 millioner euro (omkring 15 mio. kr.).
Udvidelserne følger efter en større aftale fra juni på 18 satellitter, og omfatter blandt andet en accelereret levering af to satellitter inden for blot seks måneder – et tempo, som ifølge CEO Carsten Drachmann viser selskabets øgede smidighed og konkurrenceevne.
Derudover kunne Gomspace den 14. oktober annoncere en ny ESA-kontrakt på 760.000 euro (5,7 mio. kr.) til udvikling af næste generation af selskabets Attitude and Orbit Control Software (AOCS).