23948sdkhjf

Tavs direktør og sorte tal: Aalborg-firma går uventet konkurs

Trods god økonomi og kunder verden over er Detectronic gået konkurs

Den nordjyske virksomhed Detectronic er gået konkurs.

Det fremgår af Statstidende.

Virksomheden fra Aalborg har specialiseret sig i at producere detekteringsudstyr til fødevareindustrien. Virksomheden havde ved udgangen af seneste regnskab fra 2023 syv ansatte og en positiv bundlinje, men det har ikke været nok.

Ejer og direktør Brian Poulsen er dog ikke særligt meddelsom i forhold til baggrunden for konkursen.

- Jeg kan ikke kommentere på det lige nu. Det kan jeg lidt senere, siger han.

Han kan desuden heller ikke kommentere på den proces, der nu pågår.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kurator Søren Ehlert, men Electronic Supply forsøger at få fat i ham og spørge ind til, hvad der ligger til grund for konkursen, gældens størrelse, hvilke kreditorer der er, og om han kan lykkes med at sælge aktiverne i virksomheden.

Kunder verden over

Detectronic holder til i det østlige Aalborg, hvor man producerer metaldetektorer i både stor og lille skala. Udstyret bruges i fødevareindustrien, hvor Detectronic servicerer producenter af kød, mælkeprodukter, dyremad, bagværk og convenience.

Udstyret bruges til at detektere metalstykker fra produktionen i produkterne.

Detectronic er i dag til stede i 60 lande verden over og har datterselskaber i Indien, Kina og Thailand.

Ifølge virksomheden selv er de den eneste skandinaviske producent af metaldetektorer til fødevareindustrien.

Detectronic har med få undtagelser haft kontinuerligt sorte bundlinjetal i de seneste 15 år.

Ved udgangen af 2023-regnskabet lød egenkapitalen i selskabet på 2,7 millioner kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047