Stort milliontab i Aalborg: Nu vil de udvide markedet
Asetek, der udvikler og producerer væskekøling og simracing-udstyr, har offentliggjort regnskab for fjerde kvartal og helåret 2024, og det blev som forventet et år med en vis tilbagegang.
For hele 2024 landede omsætningen på 52,5 millioner dollar mod 76,3 millioner dollar i 2023. Det er en tilbagegang på cirka 31 procent og svarer til omkring 164 millioner kroner mindre end året før.
Regnskabsår | 2024 | 2023 |
Valuta | mio. $ | mio. $ |
Nettoomsætning | 52,5 | 76,3 |
Bruttofortjeneste | 21,9 | 34,7 |
Resultat af primær drift | -19,2 | 9,4 |
Resultat før skat | -18,2 | 8,5 |
Årets resultat | -23,9 | 6,0 |
Balancestatus | 79,4 | 102,7 |
Egenkapital | 41,1 | 66,1 |
Antal ansatte | 129 | 134 |
Kilde: Asetek |
Det oplyser Asetek i en selskabsmeddelelse.
CEO og stifter, André Sloth Eriksen, fremhæver i en kommentar særligt virksomhedens SimSports-segment, hvorigennem Aalborg-virksomheden sælger udstyr til motorsportsimulationer.
- Året sluttede med stærk vækst i SimSports i overensstemmelse med forventningerne, drevet af nye produkter og distributionsaftaler. Liquid Cooling-forretningen stabiliserede sig, da effekten af to store OEM'ers overgang til dual sourcing blev opvejet af øget efterspørgsel fra alle vores andre kunder, udtaler André S. Eriksen om afslutningen på regnskabsåret.
SimSports omsatte i 2024 for 9,6 millioner dollar, altså 18 procent af den samlede omsætning. I 2023 lød tallene på henholdsvis 7,2 millioner dollars og cirka 10 procent af den samlede omsætning.
Fakta om SimSports
- SimSports er Aseteks nyeste forretningsben, der så dagens lys i 2021.
- Det indbefatter en serie af produkter til motorsportssimulationer.
- Det kan eksempelvis være rat og pedaler, der kan kobles til computere eller konsoller og bruges til bil-spil.
- Forretningsområdet stod i 2024 for knap en femtedel af Aseteks omsætning.
Kilde: Asetek
Vil ind mellem-segmentet
André Sloth Eriksen fremhæver desuden et højdepunkt i året i form af den kapitalrejsning, som virksomheden gennemførte henover nytår. De 88 millioner kroner skal bruges til at styrke SimSports-forretningen, fordi den nuværende omsætning i kerneforretningen i væskekøling ikke tjener nok til at dække investeringerne i det nye forretningsben.
Netop væskekøling forholder han sig også til. Det har været ramt de senere år, blandt andet som følge af et voksende marked for prisvenlige gaming-PC'er. Asetek har traditionelt bevæget sig i premium-markedet, men virksomheden fra Aalborg, der har 129 ansatte, vil nu forsøge at lancere produkter på nye markeder i det middelhøje prisleje.
- Asetek forbereder sig også på fornyet vækst for vores Liquid Cooling-forretning fra 2026 med et udvidet udbud for at imødekomme efterspørgslen fra mere prisbevidste købere, udtaler André S. Eriksen.
I lyset af ovenstående forventer Asetek at omsætte for 52 til 58 millioner dollar i 2025.
Asetek er stiftet i 1997 af André Sloth Eriksen. Virksomheden er udover Aalborg til stede i USA, Kina og Taiwan.
Virksomheden er børsnoteret og har blandt andet ATP og Nordic Compound Invest som store investorer.