23948sdkhjf

Demant nedjusterer: Svært amerikansk marked

Økonomisk usikkerhed verden over og især i USA tvinger Demant til nedjustering

Demant kan mærke en dæmpet vækst i det globale marked for høreapparater, og det får nu Smørum-virksomheden til at nedjustere forventningerne til det samlede 2025-regnskab.

Det fremgår af høreapparatkæmpens Q1-rapport, der er offentliggjort tirsdag aften.

- Den væsentligste faktor er en stærkt forøget økonomisk usikkerhed i verden og ikke mindst i USA, siger topchef Søren Nielsen til Electronic Supply efter et kvartal med en samlet omsætning på 5,6 milliarder kroner - cirka 200 millioner kroner mere end i første kvartal 2024.

I praksis er forventningerne til væksten i det samlede globale høreapparatmarked faldet fra 4-6 procent til nu 2-4 procent.

I den forbindelse sænker Demant sine forventninger til egen organiske vækst til 1-5 procent mod tidligere 3-7 procent. Ligeledes nedjusteres forventningerne til EBIT fra 4,5-4,9 milliarder kroner til 4,1-4,5 milliarder kroner.

Bekymring skaber tilbageholdenhed

Det amerikanske marked fylder en del for Demant. I 2024-årsrapporten udgjorde markedet 34 procent af omsætningen.

Derfor er usikkerheden her en drivfaktor, som Søren Nielsen kan forklare ret præcist:

- Vi sælger især til ældre mennesker, og der kan mange i en tid med økonomisk usikkerhed blive bekymret. Bekymret over pensionen, bekymret over priserne i morgen og bekymret over, hvad der skal ske. Der kan det være nemt at skubbe et høreapparat. Hvis man ikke har et i forvejen, har man ofte skubbet det noget tid, og hvis man har et, så er man mere tilbøjelig til at skubbe købet af et nyt, medmindre det er gået helt i stykker, siger Søren Nielsen.

Han siger, at sådanne udsving som regel normaliseres efter relativt kort tid, men det er svært at svare helt præcist på hvornår. Det er derfor, man har valgt at nedjustere de samlede forventninger til høreapparatmarkedet.

Søren Nielsen kan desuden fortælle, at Demant ligger som forventet i forhold til markedsandele på markedet.

Detail går frem

Et andet forretningsben, hvor Demant præsterer over forventning, er detail-benet.

Det er med andre ord de høreklinikker, som Demant selv driver. Herhjemme er det blandt andet under navnet Audika. I alt er hearing care, som forretningsbenet hedder, vokset organisk med 4 procent i Q1. Det skyldes blandt andet en stærk position i Canada, hvor man er markedsførende.

Desuden fortsætter Demant med opkøb i stor og mindre skala på detail-området, fortæller Søren Nielsen.

Told spiller lille rolle

Når man snakker generel økonomisk usikkerhed - og særligt på tværs af Atlanterhavet - er told værd at nævne.

I forbindelse med kvartalsrapporten oplyser Demant, at man forventer en negativ effekt på cirka 25 millioner kroner grundet told til det amerikanske marked.

Det vil være at finde i diagnostics-forretningsbenet, hvor forskellige måleværktøjer og -instrumenter kan være omfattet af tolden.

Resten - herunder høreapparater - går fri.

- Men man ved ikke, hvad der sker i morgen

Blandt verdens største

Demant holder til i Smørum og har på verdensplan over 22.000 ansatte. Virksomheden er til stede i 30 lande verden over.

Virksomheden omsatte i 2024 for 22,4 milliarder kroner.

Demant er sammen med schweiziske Sonova og ligeledes danske GN Store Nord og WS Audiology verdens største producenter af høreapparater.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094