AMD frasælger datacenter-forretning for 3 mia. dollar
Advanced Micro Devices (AMD) har indgået en aftale om at frasælge sin forretning inden for konstruktionen af datacentre til Sanmina.
Det fremgår af en meddelelse.
Prisen er på potentielt 3 mia. dollar, da AMD i første omgang modtager 2,55 mia. dollar kontant, men også kan sikre sig yderligere 450 mio. dollar baseret på forretningens fremtidige præstationer.
AMD overtog selv server-forretningen, da selskabet tidligere i år gennemførte overtagelsen af ZT Systems for 4,9 mia. dollar, og chipproducenten havde på forhånd meldt ud, at området ville blive frasolgt, så man ikke kom i konkurrence med kunder som Dell og HP Enterprise.
Ifølge Bloomberg News kan frasalget betyde, at AMD vil kunne foretage yderligere opkøb af egne aktier.
AMD's aktie falder trods mandagens nyhed med 2,3 pct., mens Sanmina, som hører hjemme i Californien, mister 5,6 pct.
.\\˙ MarketWire