23948sdkhjf
Log ind eller opret et abonnement for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Electronic Supply
Annonce
Annonce

Nordjysk satellitvirksomhed køber op og vokser til 140 ansatte

Gatehouse Satcom i Nørresundby overtager den aalborgensiske satellitvirksomhed Satlab
Annonce

Den nordjyske satellitvirksomhed Gatehouse Satcom fortsætter sin vækst gennem opkøb og har nu indgået en aftale om at overtage Satlab i Aalborg.

Gatehouse Satcom udvikler software og infrastruktur til satellitbaserede 5G-netværk, mens Satlab producerer radioer til små satellitter. Med opkøbet samles de to virksomheders teknologier i én organisation, der fremover kan levere både software og hardware til satellitkommunikation. 

Annonce

Handlen kommer efter, at Gatehouse Satcom i marts fik Cobham Satcoms Networks-division ombord, og betyder, at medarbejderstaben nu vokser til omkring 140 ansatte – mere end en fordobling på et år.

Det oplyser Gatehouse Satcom i en pressemeddelelse.

- Missioner med små satellitter er afhængige af Satlabs radioer, og vi er stolte over at byde holdet bag dem velkommen, udtaler Kenney Schmidt Christiansen, administrerende direktør i Gatehouse Satcom.

- Vi ser en fremtid, hvor en enhed kan koble sig på nettet via en satellit lige så let som via en mobilmast, uanset hvor den befinder sig. Med Satlab tager vi et større ansvar for at nå dertil, fra netværket til radioerne på satellitten. Det arbejder vi videre hen imod, også gennem flere opkøb, der styrker det, vi kan tilbyde kunderne, uddyber han.

Annonce

Vil udvikle fælles satellitradio

De to virksomheder skal blandt andet samarbejde om at udvikle en ny satellitradio, hvor Satlabs hardware kombineres med Gatehouse Satcoms 5G-software.

I første omgang skal løsningen understøtte NB-IoT, der er en kommunikationsstandard til internetforbundne enheder med lavt strømforbrug. Dermed vil kunderne kunne købe en samlet løsning, hvor software og hardware er udviklet til at fungere sammen.

- Vores forretning får nu muskler til at vokse videre i en organisation, der kan bringe vores radioer ud til langt flere kunder end før. Lige så vigtigt er det for mig, at vores nuværende kunder beholder deres radioer, deres kontakter og den support, de kender, og kan tilføje Gatehouse Satcoms 5G-software, hvis de ønsker det, siger Jesper A. Larsen, medstifter af Satlab. 

Annonce

Satlab blev stiftet i 2013 med rødder i et satellitprojekt på Aalborg Universitet. Virksomheden ansatte sine første medarbejdere i 2020 og er siden vokset til 23 ansatte. 

Virksomheden har leveret radioer til mere end 100 kunder, og virksomhedens produkter anvendes blandt andet til kommunikation med satellitter i lav jordbane samt modtagelse af signaler fra skibe, fly og internetforbundne enheder.

Fortsætter produktionen i Aalborg

Når handlen er gennemført, bliver Satlabs medarbejdere en del af Gatehouse Satcom, men udvikling, produktion og salg af radioer fortsætter fra Aalborg.

De eksisterende kunder vil fortsat kunne købe Satlabs radioer med deres nuværende software, ligesom Gatehouse Satcoms kunder fortsat frit kan vælge hardware til virksomhedens 5G-software.

Annonce

På længere sigt skal Satlab overtage Gatehouse Satcoms navn og brand, mens Satlab-navnet bevares som produktlinje.

Gatehouse Satcom har hovedkontor i Nørresundby og afdelinger i Aalborg, Kongens Lyngby og Krakow i Polen. Virksomheden er desuden repræsenteret i Frankrig og USA.

Parterne har valgt ikke at offentliggøre købsprisen. Handlen er betinget af de sædvanlige godkendelser og forventes gennemført inden udgangen af 2026.

Annonce
Annonce Annonce
BREAKING
{{ article.headline }}
0.031|instance-web02