Dansk firma sælger forretningsben til amerikanere: - Ville blive en hæmsko
Danske Pascal har solgt sit højttalerbrand Blaze Audio til amerikanske Sonance.
Virksomheden fra Herlev har i årevis været ODM-underleverandør på markedet for forstærkere, men med lanceringen af Blaze Audio kom man ind på markedet for færdige højttalerprodukter til pro audio-segmentet. Med frasalget vil virksomheden således fortsætte med kerneforretningen, fortæller CEO Gustaf Høskuldsson.
- Strategien har hele tiden været at sælge Blaze Audio på et tidspunkt, men vi havde ikke regnet med, det ville blive så hurtigt, siger Gustaf Høskuldsson.
Direktøren fortæller, at Blaze Audio har været en stor del af forklaringen bag, at Pascal i løbet af to år er vokset fra 99 til 223 millioner i omsætning. Men kerneforretningen i forstærkerenheder til aktive højttalere er ligeledes vokset på samme tid, og derfor var det oplagt at sælge fra, da amerikanske Sonance bød sig til.
- Vores analyse var, at så længe begge brands voksede så hurtigt, som de gjorde, så ville Blaze blive en hæmsko for Pascal, siger Gustaf Høskuldsson.
Fortsætter som underleverandør
Direktøren kan ikke fortælle, hvor stor salgsprisen er til Sonance. Men han kan fortælle, at man har indgået et partnerskab med den amerikanske virksomhed, der betyder, at Blaze Audio også fremover vil bidrage positivt til Pascal.
- Sonance har stærke kompetencer i akustik og højttalere, men vi skal fortsat levere forstærkere til Blaze Audio, siger han og uddyber, at han ser stort potentiale i Blaze Audios fremtid under vingerne af Sonance, der har væsentligt større kommercielle muskler.
Med i opkøbet følger også størstedelen af de Pascal-folk, der har arbejdet med Blaze Audio-brandet. Ifølge direktøren er det cirka en fjerdedel af de 66 ansatte.
Tre spor
Pascal er stiftet i 2006. Virksomheden er oprindeligt udsprunget af det daværende B&O Icepower.
Virksomheden er leverandør af forstærkerenheder, hvor man udvikler al hardware og software i Herlev. Produktionen varetages hos underleverandører i Thailand, Kina og Mexico.
Pascal er ODM-leverandør og leverer således deres eget design af forstærkermoduler, men man tilpasser software til de enkelte kunder.
Løsningerne bruges inden for både hjemmesegmentet, i det kommercielle segment (f.eks. kontorer eller restauranter) og i pro audio-segmentet, som dækker over eksempelvis spillesteder eller stadioner.
Kunderne er nogle af verdens største lydvirksomheder, blandt andet Bose og Harman.
Pascal lancerede Blaze Audio for fire år siden. Brandet udvidede på det tidspunkt Pascals portefølje ved også at omfatte færdige højttalerløsninger frem for udelukkende forstærkere.
De tre stiftere, Peter Frentz, Lars Rosenkvist Fenger og Jesper Lind Hansen ejer til sammen majoriteten.