- Det gamle CB Svendsen findes ikke mere
Den sjællandske EMS-virksomhed har for 2024 præsenteret et rekordregnskab, og det er et produkt af et strategisk sats, der har taget form, efter anden generation i familievirksomheden, Jakob E. Svendsen og Martin B. Svendsen, har overtaget roret efter stifteren, Carsten B. Svendsen.
Allerede i 2016 overdrog sidstnævnte ejerskabet og ledelsen til sønnerne, men han har i en årrække fortsat som formand for bestyrelsen, indtil han stoppede i slutningen af sidste år.
I løbet af de ni år har Jakob E. Svendsen og Martin B. Svendsen arbejdet på at modernisere virksomheden, der har hjemme i Værløse:
- Da vi overtog, skulle der andre boller på suppen. Men det har taget noget tid, hvor vi har skullet lære det hele. Det er stille og roligt taget til, og nu er kurven virkelig knækket, siger Martin B. Svendsen, der er CCO i CB Svendsen.
Som nævnt nåede forretningen nye højder i 2024, hvor bruttofortjenesten voksede til 74 millioner kroner med en bundlinje på 30,6 millioner kroner.
Professionalisering
Ifølge de to ejere bunder succesen først og fremmest i, at CB Svendsen stod på et solidt fundament, da de overtog. Men der har alligevel været en opgave i at styrke og modernisere organisationen.
- Vi har de seneste år tilføjet en masse personer i organisationen i forskellige felter. I gamle dage var vi en driftsvirksomhed. Dengang var det vores far, der var på toppen, og så var alle andre under, og han styrede alle gemakkerne. Det gik vi væk fra, da Jakob og jeg overtog. Men vi har taget det yderligere nu, hvor vi bygger en professionel organisation, der kan drive en langt større butik i fremtiden, siger Martin B. Svendsen.
Blandt andet har CB Svendsen gennem de seneste år udbygget organisationen med en ny CTO og en ny quality manager. Ligeledes har man for nyligt for første gang etableret et dedikeret salgs- og marketingteam.
En ny butik
Forleden kunne brødreparret fortælle om de store investeringer i blandt andet digitalisering af forretningen, som har pågået. Det sker også med henblik på at ruste sig til at være en større forretning.
Det er i tråd med den organisatoriske forstærkning, som man fortsat arbejder med:
- Det gamle CB Svendsen findes ikke mere. Det er en helt ny butik med nye mennesker, ny organisation og nye systemer, siger Jakob E. Svendsen.
Netop den udbygning af forretning fortalte Carsten B. Svendsen også om tidligere på året i forbindelse med sin afsked som bestyrelsesformand i CB Svendsen. Her fortalte han med stolthed om den udvikling, som virksomheden fra Værløse har taget under sønnernes ejerskab:
- Jakob og Martin har forstået at bygge videre på det fundament, som de overtog. De har haft en større risikoprofil og været mere visionære end jeg omkring størrelsen. Og indtil videre går det godt, lød det fra stifteren i januar.
Siden 1969
CB Svendsen har 52 ansatte på lønningslisten.
Virksomheden leverer en række forskellige ydelser i elektronikbranchen: fra udvikling og prototyper til serieproduktion.
Kunderne er i blandt andet medicoindustrien, det industrielle segment, marine/offshore og defense/aerospace. Udover egen produktion i Værløse har CB Svendsen samarbejdspartnere i Polen, Litauen og Tjekkiet.
Kunderne tæller blandt andet Ooono, Danfoss og Oticon.
Virksomheden blev stiftet i 1969.