Lysvirksomhed konkurs: Ledelse arbejder på redningsplan
Den danske lysvirksomhed Roblight er gået konkurs.
Det fremgår af Statstidende, mens også Nordjyske beretter om konkursen.
Overfor lokalavisen fortæller kurator Claus Nielsen, at konkursen skyldes en bankgæld på 10 millioner kroner samt yderligere milliongæld til blandt andet skat, leverandører og investorer.
Han siger, at aktiverne i virksomheden ikke kan dække over gælden i selskabet, eftersom de fleste aktiver er immaterielle og dermed svære at omsætte.
Det har i skrivende stund ikke været muligt for Electronic Supply at få et interview med kurator Claus Nielsen.
Roblight er udvikler og producent af fiberoptiske lysløsninger. Virksomheden holder til Frederikshavn i Vendsyssel. Her producerer virksomheden lysløsninger ved brug af fiberoptik, der grove træk er karakteriseret ved, at lyskilden og den elektriske kilde er separate fra armaturerne.
Løsningerne bruges særligt i konstellationer med svær tilgængelighed, eksempelvis under vand eller i arkitektoniske installationer højt over jorden.
Arbejder på redningsplan
Roblight er oprindeligt stiftet som en afdeling af fiberproducenten Roblon, der også har hjemme i Frederikshavn-området.
Siden 2017 har virksomheden dog fungeret som et selvstændigt firma.
Roblight har ikke offentliggjort en årsrapport for 2024, men i 2023 havde man med ledelsens ord et tilfredsstillende år med en bruttofortjeneste på 6,8 millioner kroner og et overskud efter skat på cirka 200.000 kroner.
Der var 15 ansatte på lønningslisten. Egenkapitalen lå i den forbindelse på knap 12 millioner kroner, men størstedelen bestod i en reserve for udviklingsomkostninger på knap 10 millioner kroner.
Virksomheden har blandt andet kunder i England, Frankrig, Spanien, Tyskland, USA og Singapore.
Nordjyske har talt med Dennis Vestergaard Thomsen, der er direktør og ejer halvdelen af selskabet. Han fortæller, at han arbejder på at få driften tilbage:
- Vi arbejder på en redningsplan. Når den er klar, vil jeg fortælle mere. Jeg har ikke yderligere kommentarer, siger han til Nordjyske.