Store drømme: Ambitiøst konsortium vil have fingrene i forsvarsmilliarder

Der er potentielt milliarder i sigte, men små og mellemstore virksomheder kan have svært ved at få en fod indenfor i forsvars- og rummarkedet. Det er konsortiet AS9100 Nordic sat i verden for at afhjælpe.
Bag konsortiet står den nordjyske EMS-virksomhed Necas med CEO Peter Ladefoged i spidsen. Konsortiet er udgjort af 18 virksomheder, der alle besidder AS9100-certificeringen, der er en godkendelse til at levere udstyr til blandt andet rum- og luftfart og forsvar.
Intentionen er kort og godt at samarbejde om at komme ind i varmen hos større underleverandører eller andre slutbrugere i de højtspecialiserede brancher, man som AS9100-certificeret kan levere til.
- Mange af os danske virksomheder er for små, hvis vi ikke står sammen. Men hvis vi kender hinanden og går til bordet sammen, kan vi byde ind med mere, siger Peter Ladefoged.
Om AS9100
- AS9100 er udviklet specifikt til luftfarts-, rumfarts- og forsvarsindustrien. Den sætter krav til kvalitetsstyringssystemer med fokus på sikker udvikling, produktion og distribution af luftfartsdele og -produkter.
- AS9100 er en overbygning til ISO9001 men har skrappere krav.
- AS9100-certificering giver adgang til nye forretningsmuligheder, da mange store originaludstyrsproducenter (OEM'er) og andre aktører i forsyningskæden kræver, at deres leverandører har denne certificering.
- Virksomheder, der opnår certificeringen, bliver en del af IAQG's (the International Aerospace Quality Group) Online Aerospace Supplier Information System (OASIS) database.
Kilde: IAQG, NQA
Er ret imponeret
Konsortiet blev etableret i 2023, og indtil videre omfatter samarbejdet fire årlige møder mellem parterne. Det er blandt andet en af årsagerne til, at Peter Ladefoged ser en fordel i samarbejdet. Det koster ikke noget, men kan potentielt være givtigt for Necas med base i Støvring.
Også selvom det ikke nødvendigvis kan mærkes på bundlinjen lige nu og her:
- For de utålmodige går det langsomt, men jeg er ret imponeret.
Peter Ladefoged kan blandt andet berette om det nyligt offentliggjort samarbejde med den fynske leverandør af udstyr til rummissioner, Danish Aerospace Company. Med partnerskabet har de to virksomheder gjort klar til et formelt og tæt samarbejde med kunder i branchen. Det er i AS9100-regi, at samarbejdet er kommet i stand:
- Jeg kendte ikke Thomas (A. E. Andersen, direktør for Danish Aerospace Company, red.) før. Og de kendte sikkert heller ikke vores lille butik i Støvring. Så det er gennem det her konsortium, det er kommet i stand, siger Peter Ladefoged.
Medlemmer af AS9100 Nordic-konsortiet
- BR Electronics
- Confidee AS
- Danish Aerospace Company
- Flux
- Force Technology
- Huber+Suhner
- JAI Overfladebehandling
- Lite Flite ApS
- LPM Production A/S
- Micross Hi-rel power solutions
- MillPart
- Necas
- Pri-Dana Elektronik
- RAVI Electronics
- Terma
- Trelleborg Sealing Solutions
- Trier Industries
- Voxen Technology
Kilde: Necas
Samarbejde åbner døre
AS9100 består af en række forskellige virksomheder, der alle har hver deres kompetencer. Eksempelvis DAC med medicinsk udstyr til brug i rummet og Necas med EMS-produktionen. Andre deltagere er for eksempel LPM Production med CNC-fræsning af komponenter og JAI Overfladebehandling.
Typisk er virksomhederne ikke normalt samarbejdspartnere, men det kan de blive i en større kontekst.
- Du ved ikke, hvad du får af spørgsmål derude. Hvis man snakker med en koncern, så vil de se, at man har styr på sin supply chain. En vigtig kvalifikation her er, at man har tillid til sine underleverandører, og er de også er godkendt i AS9100-regi, så er vi allerede godt i gang, siger Peter Ladefoged.
- Så det handler om at arbejde sammen, for hvis vi ikke kender hinanden, så kan det være svært at tage en stor opgave ind, når vi er i hver vores niche.
Peter Ladefoged fortæller videre, at han som udgangspunkt ikke kan fortælle meget om de potentielle kunder, fordi det typisk indbefatter yderst fortrolige arbejdsopgaver.
Voksende marked

Forsvarsmarkedet har været i vækst de seneste år, og det tyder meget på, det kommer til at være fortsat. Det skyldes i første omgang især krigen i Ukraine, og efter Donald Trump er blevet præsident i USA, er behovet for et styrket europæisk og dansk forsvar blevet forstærket.
Blandt andet har regeringen herhjemme meddelt, at man frem mod 2033 vil afsætte 120 milliarder til oprustning af Forsvaret.
- Det er da et marked, der vokser, og så er det et spørgsmål om at få del af den kage, siger Peter Ladefoged.
Han fortæller, at der fortsat er virksomheder, der prikker de andre AS9100-certificerede virksomheder på skulderen for rådgivning og sparring vedrørende certificeringen. Og fra Støvring lyder anbefalingen, at de skal være velkomne - både med certificeringen og i konsortiet. Netop fordi kagen bliver større, gør det ikke noget, at flere skal deles om den.
- Det sker der ikke noget ved. Tværtimod. Hvis vi bliver flere spillere i Danmark, så er vi bare stærkere, siger Peter Ladefoged.
Han fortæller, at konsortiet - i stil med andre strategiske tiltag - er et forsøg på generelt at øge sine forretningsmuligheder. Han kan derfor ikke sige noget om, hvor meget samarbejdet i skrivende stund og fremover vil betale sig i kroner og ører, men han regner med, at det er en måde at øge sit potentielle marked.
- Det er i bund og grund en samlet dansk-nordisk salgsindsats, og jeg tror på, vi står stærkere, når vi gør det sammen, siger Peter Ladefoged.
AS9100 Nordic består i dag hovedsageligt af danske virksomheder, men udover det er der medlemskab af andre nordiske virksomheder, der har kontorer og dermed aktivitet på det danske marked.
Necas, der i 2024 havde en bruttofortjeneste på 36 millioner kroner og en bundlinje på 7 millioner, har 41 ansatte.