23948sdkhjf

Demant laver rekordstort milliardopkøb

Selskabet Demant, der laver høreapparater, har været i Tyskland for at gennemføre sit største opkøb til dato

Den danske producent af høreapparater Demant har købt den tyske koncern Kind Group for 700 millioner euro.

Det oplyser Demant i en selskabsmeddelelse onsdag morgen.

Prisen svarer til omkring 5,2 milliarder kroner, hvilket gør opkøbet til det største i Demants historie.

Dermed får det danske selskab yderligere 650 høreklinikker ind i folden. Det bringer det samlede antal op på 4500 klinikker på verdensplan.

Søren Nielsen, der er topchef i Demant, er stolt over at kunne offentliggøre opkøbet.

- Kombinationen af Kinds stærke brand og dokumenterede resultater og Demants avancerede teknologi, globale rækkevidde samt erfaring inden for hørebehandling er et unikt strategisk match, mener han.

- Denne udvidelse af vores aktiviteter inden for hørebehandling i Centraleuropa understøtter vores langsigtede ambitioner om at hjælpe flere mennesker med høretab gennem individuel behandling.

Kind Group blev grundlagt som en familievirksomhed i 1952 og har ifølge Demant siden vokset sig til en af de førende udbydere af hørebehandling i Tyskland.

I dag har koncernen cirka 3000 ansatte.

Ifølge Kind Groups administrerende direktør, Alexander Kind, har man fundet den ideelle partner i Demant for at føre arven videre.

- Vores virksomhed er nu bedre rustet til fremtiden og er i de bedste hænder, siger han.

- Som familie er vi helt og aldeles overbevist om, at de værdier, som vores virksomhed er bygget på, vil fortsætte med at blomstre.

Kind Group og Demant har i forvejen et langt samarbejde, der strækker sig mere end 20 år tilbage.

Det forventes, at Kind Group vil generere en omsætning på 300 millioner euro for Demant i 2026. Det svarer til omkring 2,2 milliarder kroner.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.057