Tre store industrivirksomheder nomineret til automationspris

Tre store industrivirksomheder er fundet værdige til en nominering til DIRA's automatiseringspris 2025. Det er Linak, M&J Recycling og Kamstrup. De tre virksomheder er netop blevet udpeget af juryen.
DIRA skriver, at de tre virksomheders løsninger har det til fælles, at de fastholder eller hjemtager produktion til Danmark.
Automatisk produktionslinje
Kamstrup har i samarbejde med Kilde Automation skabt en 18 meter lang produktionslinje, der forvandler løse komponenter til færdige vandmålere. Anlægget integrerer over 20 automatiserede processer med en cyklustid på under 12 sekunder.
Det unikke ved løsningen er, at avancerede vision-systemer og robotter sorterer og håndterer uorganiserede komponenter direkte fra paller. Systemet kan producere en høj mængde produktvarianter af vandmålere med fuld sporbarhed på alle komponenter.
- Kamstrup demonstrerer en imponerende grad af kompleksitet og produktivitet, skriver juryen.
Banebrydende opmåling
Linak har sammen med Akea og Bila skabt en fuldautomatisk produktionscelle, der transformerer seks meter lange aluminiumsprofiler til præcist monterede søjlesæt.
Det revolutionerende ved løsningen er ifølge DIRA den intelligente måling og tilpasning undervejs i processen. Hver profil måles individuelt, hvorefter glidere mellem profilerne fræses til nøjagtigt den rette tykkelse. Det er en proces der tidligere krævede manuel håndkraft og resulterede i varierende kvalitet.
- Linak hiver produktion hjem, gentænker produktdesign til automation og implementerer en banebrydende, dynamisk opmåling, der er uhørt i branchen, skriver juryen. Projektet har reduceret antallet af operatører fra 18 til 3 per døgn, samtidig med at produktiviteten er øget markant.
Solidt industrielt håndværk
M&J Recycling i Horsens har vendt op og ned på produktionen af aksler sammen med partneren Yaskawa. Med et fuldautomatisk svejseanlæg med fire robotter har virksomheden ikke bare effektiviseret produktionen. Virksomheden har også hjemtaget den fra Kina.
Anlægget kombinerer vision-teknologi, induktionsvarme og robotsvejsning i en fleksibel løsning, der kan håndtere over 1.000 forskellige akselvarianter. Et brugervenligt system gør det muligt for operatørerne at programmere nye varianter på få minutter.
- Hos M&J Denmark er der tale om et pragteksemplar på solidt, industrielt håndværk løftet til et nyt teknologisk niveau, udtaler juryen.
Timeforbruget hos M&J Recycling er reduceret med 40 procent, og alle aksler til det globale marked produceres nu i Danmark, med kortere leveringstid og højere kvalitet end nogensinde før.
Juryen skal ud og besøge de tre virksomheder og se på løsningerne, før den endelige vinder bliver fundet.