Apple nærmer sig ny bøde fra EU
Apple læner sig kraftigt op ad endnu en bøde fra EU, hvis ikke teknologigiganten løsner grebet om sin App Store.
Det fortæller kilder til Bloomberg News, der også oplyser, at Apple har til 26. juni til at få udbedret, hvad der menes at være en overtrædelse af EU-forordningen Digital Markets Act (DMA).
Kravet fra EU lyder, at Apple skal tillade appudviklere at sælge til kunder uden om App Store. Det vil betyde, at Apple går glip af sin bid af salget.
Hvis ikke Apple foretager de påkrævede ændringer af sin politik, kan det i værste fald udløse en bøde på 5 pct. af Apples gennemsnitlige dagsomsætning om dagen. Det kan dog fortsat undgås, hvis Apple gennemfører de påkrævede ændringer, fortæller kilderne til Bloomberg News.
Apple er i forvejen blevet idømt en bøde på 500 mio. euro af EU for brud på DMA.
En talsperson fra Apple anklager ifølge Bloomberg News lovgiverne i EU for hele tiden at ændre sine betingelser for, hvornår forordningen er overholdt, hvilket skulle gøre det umuligt at efterkomme lovkravet. Talspersonen fortæller videre, at teknologigiganten bruger hundredtusindvis af timer på at sikre overholdelsen af EU's lovgivning, der ifølge talspersonen er evigt foranderlig.
.\\˙ MarketWire