Kæmpestor millionordre til Hvidovre-virksomhed
Vestegns-virksomheden Invisio har landet en ordre til en værdi af 145 millioner SEK (cirka 97 millioner kroner).
Der er tale om en ordre hos en unavngiven europæisk kunde på virksomhedens systemer til kommunikation mellem soldater på slagmarken.
Det oplyser virksomheden i en fondsbørsmeddelelse.
Invisio leverer forskelligt udstyr til interpersonel kommunikation, og denne omfatter både headsets og såkaldte kontrolenheder, der bæres af soldater og distribuerer de forskellige informationer og kanaler.
- Vi er meget tilfredse med, at vores løsninger igen møder de høje forventninger til hos vores brugere, der opererer i de mest kritiske og udfordrende omstændigheder, og at vi tilføjer en ny vigtig kunde til vores netværk, udtaler CEO Lars Højgård Hansen.
Direktøren står i spidsen for den Stockholm-noterede virksomhed, der i fjor omsatte for 1,2 milliarder kroner.
Virksomheden begyndte i sin tid med at udvikle bluetooth-headsets til personlig brug, men har siden slut-00'erne beskæftiget sig i branchen for avanceret hørebeskyttelse og kommunikation til kritiske miljøer.
Invisio beskæftiger omkring 270 ansatte.
I kraft af den generelt voksende efterspørgsel, som disse år ses i forsvarsmarkedet, har Invisio for nyligt opjusteret de samlede forventninger til sit markeds størrelse. Således lyder forventningen nu, at det internationale marked for kommunikationsudstyr til kampsituationer er knap 17 milliarder værd på verdensplan. I det lys forventer Lars Højgård Hansen også, at Invisios eksplosive vækst vil fortsætte fremover.
De to største enkeltstående investorer i Invisio er William Demant Fonden og investeringsbanken SEB.