Green Hydrogen Systems går konkurs
De har kæmpet siden marts, men nu kaster Green Hydrogen Systems endegyldigt håndklædet i ringen.
Elektrolyseproducenten begærer sig nu konkurs.
Det fremgår af en meddelelse fra selskabets rekonstruktører torsdag aften.
Virksomheden har samtidig indgået en betinget aftale om delvist frasalg til tyske Thyssenkrupp Nucera AG & Co. KGaA.
Aftalen med Thyssenkrupp Nucera omfatter kun dele af aktiviteterne og er betinget af godkendelse fra både den kommende kurator og selskabets sikrede kreditorer.
Den betingede aftale med Thyssenkrupp Nucera kan ifølge Green Hydrogen Systems betyde, at dele af teknologien og knowhow videreføres i tysk regi, men konkursen markerer et foreløbigt punktum for det danske selskab.
Intet udbytte
Selskabet meddeler også, at aktionærerne ikke skal forvente at få udbetalt hverken udbytte eller anden kompensation.
"Uanset den betingede aftale om delvis virksomhedsoverdragelse forventer virksomheden ikke, at der vil være udbytte eller andre udlodninger til rådighed for aktionærerne", lyder det i meddelelsen.
Der var rejst krav mod Green Hydrogen Systems for 1,59 mia. kr., som Energy Supply i marts beskrev på baggrund af et forslag til en rekonstruktionsplan for det kollapsede elektrolyseselskab.
Den største enkeltpost var et banklån på godt 907 mio. kr., mens "øvrige långivere" tegner sig for 403 mio. kr. Resten af gælden på 278 mio. kr. omfattede blandt andet leverandørkrav, leasingforpligtelser og kontraktlige forpligtelser.
Både AP Møller Holding, Augustinus Fonden og ATP er blandt kreditorerne, mens Norlys solgte alene sine andele i selskabet i maj måned, mens selskabet var under rekonstruktion.