EMS'er fordobler medarbejderstaben på et år

Niels Martin Jørgensen siger, at kursen er rigtig. At det går godt.
Han har netop afleveret regnskab for den midtjyske EMS-virksomhed Ektos. Resultatet er en smule lavere end året før, men det skyldes blandt andet investeringer i forretningen, hvor medarbejderstaben på et år er fordoblet fra totalt 140 til nu cirka 280 ansatte fordelt i Danmark, Slovenien og Ukraine.
- Vi har brugt mange penge på vækst, på at styrke forretningen, og alligevel har vi et flot resultat på bunden, så vi ser ud til at gøre det rigtige, lyder det fra Niels Martin Jørgensen, der er medstifter af Ektos og CEO i virksomheden fra Viborg.
Regnskabsår | 2024 | 2023 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 6,2 | 4,1 |
Resultat af primær drift | -0,8 | -0,2 |
Indtægter af kapitalandele i tilknyttede virksomheder | 4,8 | 5,7 |
Resultat før skat | 3,9 | 5,3 |
Årets resultat | 4,1 | 5,4 |
Balancestatus | 20,1 | 18,8 |
Egenkapital | 13,8 | 13,0 |
Kilde: CVR |
Ektos står på flere ben. Herhjemme foregår hovedsageligt udvikling og test af elektronik, mens størstedelen af produktionen varetages på selskabets fabrik i Ukraine, som formelt sker gennem datterselskabet Techto.
Af samme årsag gør den virksomhedskonstruktion, at det ukrainske selskabs omsætning ikke figurerer i Ektos' årsrapport, men det gør indtjeningen som "indtægt fra kapitalandele i tilknyttede virksomheder", og derfor er bundlinjen retvisende for koncernen samlede økonomiske formåen.
Ektos leverer til blandt andet industrien, energisektoren, medicosektoren og IoT. Væksten er stået på i en årrække, og det var baggrunden for virksomhedens store udvidelse af fabrikken i Ukraine i 2023. Det er blandt andet det, der har gjort den store opmanding mulig.
Vil vise sig frem
Ifølge Niels Martin Jørgensen ligger Ektos' styrke i at levere hele værdikæden fra udvikling til færdigt produkt, og at man kan gøre det til konkurrencedygtige priser qua fabrikkens placering i det omkostningslave Ukraine. Det betyder, at virksomheder med ønske om at flytte produktion fra Kina, er oplagte kunder hos Ektos.
Han fortæller videre, at en del af de forøgede udgifter det seneste år hænger sammen med en styrket indsats inden for marketingområdet med øget tilstedeværelse på sociale medier, brug af nyhedsbreve og anden annoncering.
- Så vi vil gerne gøre opmærksom på os selv, men vi gør det mest ved at vise, hvad vi kan. Vi søger ikke nogle billige point ved at sige "Glem Kina, og brug os", siger Niels Martin Jørgensen, der desuden siger, at det for elektronikbranchen er "umuligt at være helt uafhængig af Kina."
Niels Martin Jørgensen fortæller, at det går godt i 2025 indtil videre. Han siger, at "det er svært at bevare pessimismen", men hæfter sig alligevel ved, at de globale markeder er usikre for tiden.
- Vi ser ud til at nå over sidste år, men man ved ikke, hvordan verden ser ud om nogle måneder. Men de to første kvartaler ser rigtig godt ud, siger Niels Martin Jørgensen.
Ektos blev stiftet i 2007 af Niels Martin Jørgensen og Jesper Holst.
Virksomheden har hovedsæde i Viborg. Her varetager man udvikling og test af elektronik, mens produktionen hovedsageligt varetages i Ukraine gennem datterselskabet Techto.
Udover Viborg og Ukraine har Ektos afdelinger i Slovenien, Hvidovre og Struer.
Virksomheden ejes fortsat af stifterne.