23948sdkhjf

Flere lande vil fredag få brev fra Trump om toldsatser

10 til 12 lande vil ifølge Donald Trump modtage et brev om toldsatser på udenlandske varer i USA

USA's præsident Donald Trumps administration vil fredag sende breve til mellem 10 og 12 lande med oplysninger om kommende toldsatser på udenlandske varer i USA.

Det siger Donald Trump tidligt fredag morgen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Præsidenten kommer ikke ind på, hvilke lande der vil få et brev. Dermed er det uklart, om et brev vil lande hos enten Danmark eller EU.

En række af USA's handelspartnere ligger i øjeblikket i forhandlinger med USA om handelsaftaler.

Forhandlingerne foregår, efter at den amerikanske præsident i begyndelsen af april annoncerede told på import af varer fra stort set alle lande i verden.

Samme dag som toldsatserne trådte i kraft, valgte den amerikanske præsident at sætte flere af dem på pause. Den pause udløber onsdag den 9. juli.

Trump fortalte i midten af juni, at en række lande i løbet af en til to uger ville modtage et brev med betingelserne for en kommende handelsaftale, som de enkelte lande enten kan vælge at acceptere eller afvise.

Præsidenten fortalte torsdag, at han er mest opsat på, at der i brevene skal stå en klar angivelse af, hvilken toldsats der vil blive pålagt importen af varer.

I den seneste tid er det lykkedes lande som Storbritannien og Vietnam at indgå handelsaftaler med USA.

Aftalerne mellem Vietnam og USA blev præsenteret onsdag.

Trump sagde torsdag, at han foruden aftalen med Vietnam forventer, at der vil lande yderligere et par handelsaftaler i den kommende tid.

Også den amerikanske vicefinansminister, Michael Faulkender, sagde onsdag, at der formentlig vil falde flere aftaler på plads i den kommende uge.

Blandt de større handelspartnere, der endnu ikke har landet en aftale med Trump, er EU og Japan.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, sagde torsdag, at forhandlingerne med USA fortsat er i gang.

- Vi ønsker en forhandlet løsning, men samtidig forbereder vi os på, at det kan ende uden en tilfredsstillende løsning. I tilfælde af at det sker, forbereder vi nogle modforanstaltninger, sagde Ursula von der Leyen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.437