23948sdkhjf

Soundboks fejrer 10-års jubilæum med nyt millionunderskud

Danske Soundboks, der producerer transportable højttalere, fik et underskud på 31,1 millioner sidste år

Det er i år 10 år siden, at tre danske gymnasievenner gik sammen om at producere den ultimative festivalhøjttaler.

Siden da er Soundboks blevet allemandseje, og virksomhedens årlige omsætning løber op i et trecifret millionbeløb.

Det gjorde den også i 2024, fremgår det af årsregnskabet, som netop er offentliggjort.

Desværre for Soundboks-stifterne og de øvrige ejere kniber det dog fortsat med at tjene penge.

Soundboks opnåede sidste år et underskud efter skat på 31,1 millioner kroner, hvilket er 11,8 millioner dårligere end i 2023.

Det bunder blandt andet i et fald i omsætningen på 11 procent. Der blev i alt solgt Soundbokse for 260,9 millioner kroner, hvilket er en tilbagegang på 31 millioner.

Den ømme tå i regnskabet hedder USA. Det er et marked, som Soundboks har satset meget på, men som Trumps toldkrigen har gjort endnu mere vanskeligt.

For i og med at Soundboks-højttalerne produceres i Kina, rammes de nu af importtold, når de sendes til USA.

- Usikkerheden omkring toldsatserne er enormt svær at navigere i, men vi prøver at gøre de ting, som vi har kontrol over.

- Vi har hævet vores priser for at beskytte vores bruttofortjeneste, og så fjerner vi nogle ressourcer fra det amerikanske marked og bruger dem i Europa i stedet.

- Det er et kortsigtet taktisk valg, som vi tager. Men vi holder gang i kedlerne derovre, så vi kan investere hårdt igen, når markedet er klar til det. Vi tror helt sikkert stadig, at hvis vi kigger 10 år frem, så er USA det største marked for os, siger administrerende direktør og medstifter Jesper Theil.

Han ser fortsat gode muligheder for vækst i Europa, selv om den amerikanske drøm er sat på vågeblus.

- Tyskland er vores største marked med omkring 35 procent af vores omsætning. Men der er jo kun en tiendedel af tyskerne, der ejer en Soundboks sammenlignet med niveauet i Danmark, så vi mener at der stadig er masser af potentiale der.

- Vi ser også øget efterspørgsel i blandt andet England og Frankrig, selv om vi aldrig rigtigt selv har været aktive med markedsføring der, siger han.

Soundboks har fået tilført 15 millioner kroner i ny kapital det seneste år. Pengene skal blandt andet benyttes på udvikling af nye produkter.

Soundboks vandt i maj måned en retssag mod elektronikproducenten Sharp, der var anklaget for at kopiere Soundboks' produkter.

Sharp har dog sidenhen valgt at anke sagen til landsretten.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047