Lyd-virksomhed flytter i nyt domicil: - Vi er nødsaget til det
Den nordjyske højttalervirksomhed Canvas Hifi flytter i nyt domicil senere på året.
Det fortæller stifter og ejer Laust Nielsen til Electronic Supply.
Her lyder det fra direktøren, at selskabets øgede salg de seneste år har sat store krav til lagerføring. Hidtil har det været klaret med brug af flere eksterne lagre, men med indflytningen i 1600 kvadratmeter i Frederikshavn er de logistiske arbejdsgange nu lettere og mere strømlinede:
- Logistikmæssigt har det givet udfordringer, hvor vi har været nødt til at leje lagre her og der i byen. Det er ineffektivt at fare rundt fra sted til sted, siger Laust Nielsen, hvis gamle domicil var på 700 kvadratmeter.
Canvas Hifi står bag en soundbar, som bruges til fjernsyn. Den er baseret på Bacch 3D-teknologi, der kan give surroundsound-lyd med kun en højttaler.
Virksomheden er søsterselskab til den 45 år gamle lyd- og TV-forhandler Lyd og Billede Specialisten, som også vil flytte ind i de nye lokaler.
Laust Nielsen fortæller, at antallet af forhandlere - og det samlede salg - vokser støt. I dag har man rundet 170 forhandlere verden over, og forventningen er at tallet hedder +250, når året er omme.
- Med den hastige vækst i antallet af forhandlere er vi nødsaget til det. Vi kan godt klare det lige nu, men hvis vi kigger lidt fremad, bliver vi nødt til at have så effektiv en maskine som muligt, lyder det fra Laust Nielsen.
Han og Canvas har overtaget nøglerne, og nu pågår en ombygningsproces, inden domicilet for alvor kan tages i brug sidst på året.

Vil kunne vise kontor frem
Af de cirka 1600 nye kvadratmeter bliver omkring 800 af dem lager. Resten af huset vil dog også bidrage til den videre udvikling i virksomheden, lyder vurderingen fra Laust Nielsen.
- Vi gør os også nogle vigtige overvejelser i forhold til, når vi har besøg af distributører, agenter og forhandlere for at klæde dem på til at sælge vores produkt. Så vil vi gerne kunne vise et præsentabelt hovedkontor frem, som lever op til brandet, fortæller Laust Nielsen.
Han fremhæver desuden, at han også med henblik på både kommende ansættelser og sine nuværende cirka 20 folk fordelt på to selskaber agter at have et så attraktivt domicil som muligt.
Canvas Hifi har kunder i hele verden, men har flest i Skandinavien og Tyskland.
Selskabet oplyser ikke omsætning, men den er ifølge Laust Nielsen på et tocifret millionniveau.
Laust Nielsen ejer aktiemajoriteten i Canvas.