Trump vil pålægge mikrochips en importtold på 100 procent
USA's præsident, Donald Trump, har planer om at indføre en importtold på 100 procent på mikrochips.
- Vi vil indføre en told på 100 procent på computerchips og halvledere, der kommer ind i USA, siger præsidenten.
Halvledere har særlige elektriske egenskaber, og halvlederkomponenter anvendes blandt andet i computere og telekommunikationsudstyr.
Udenlandske virksomheder, der producerer mikrochips og halvledere i USA, slipper for importtolden.
- Hvis man har indgået aftaler om at bygge (i USA, red.), eller man er i gang med at bygge, som mange er, så vil der ikke være nogen told, siger Donald Trump.
Det fremgår ikke umiddelbart, hvornår importtolden på de elektroniske komponenter vil træde i kraft.
Trump-administrationen har tidligere varslet, at der var en særlig told på vej på mikrochips og halvledere.
Tilbage i april sagde handelsminister Howard Lutnick at det var nødvendigt for at få produktionen tilbage til USA.
- De kommer til at få en særligt fokuseret type told, som sikrer, at den type produkter vender tilbage.
- Vi må have halvledere, vi må have chips, og vi må have fladskærme. Vi har brug for, at de ting bliver lavet i USA. Vi kan ikke være afhængige af Sydøstasien, sagde Howard Lutnick dengang.
Onsdag havde Donald Trump besøg af den amerikanske teknologiproducent Apple i Det Hvide Hus.
Apple køber flere af sine mikrochips hos den taiwanske chipproducent TSMC.
På et pressemøde blev det annonceret, at Apple over de næste fire år vil investere yderligere 100 milliarder dollar i selskabets produktion i USA. Det kommer oveni 500 milliarder dollar, der blev annonceret i februar.
Samlet set vil Apple dermed investere 600 milliarder dollar i sin amerikanske produktion - svarende til 3860 milliarder kroner - over en fireårig periode.
/ritzau/