Svagt marked og ingen vækst: Demant nedjusterer
Høreapparatkoncernen Demant nedjusterer sine forventninger til 2025 efter et første halvår præget af lav markedsvækst, makroøkonomisk usikkerhed og presset salgsudvikling i USA.
Det oplyser koncernen i en fondsbørsmeddelelse tirsdag, efter markedet er lukket.
- Første halvår af året bød på modvind for koncernen i form af makroøkonomisk usikkerhed, hvilket skabte afdæmpede markedsforhold og intens konkurrence. For at afspejle de fortsatte usikkerheder i andet halvår justerer vi derfor vores forventninger til 2025, udtaler Søren Nielsen, adm. direktør i Demant, i en forberedt kommentar.
Svagt høreapparatmarked
For hele året nedjusteres forventningen til den organiske vækst fra 1-5 pct. til nu 1-3 pct., mens forventningerne til årets driftsresultat (EBIT) sænkes til 3.900-4.300 mio. kr. mod tidligere 4.100-4.500 mio. kr.
Baggrunden er blandt andet lavere vækst i det globale høreapparatmarked, som nu ventes at vokse 1-3 pct. i værdi i 2025 – ned fra tidligere 2-4 pct.
- Selvom den kortsigtede vækst bliver mere beskeden end tidligere forventet, har vi oplevet god fremdrift og vundet markedsandele i antal solgte høreapparater i andet kvartal, lyder det fra Søren Nielsen.
Nedjusteringen kommer bare to måneder efter, at koncernen suspenderede sit aktietilbagekøbsprogram. Alligevel er optimismen - trods den aktuelle nedtur - intakt på hovedkontoret på Kongebakken i nordsjællandske Smørum.
- De underliggende fundamentale forhold i vores branche er fortsat intakte, og med et klart fokus på eksekvering, omkostningsstyring og positiv brugeroplevelse har vi tillid til, at vi kan vende tilbage til vækst og fortsætte med at skabe langsigtet værdi for alle interessenter, udtaler Søren Nielsen.
Demant kom ud af andet kvartal 2025 med en omsætning på 5,6 mia. kr. mod 5,7 mia. kr. for samme periode året før.