JPMorgan ser attraktiv Demant-værdisætning trods modvind på kort sigt
Den amerikanske storbank JPMorgan ser stadig mulighed for en fornuftig investering i danske Demant trods sidste uges yderligere nedjustering af forventningerne og efterfølgende kursfald.
Det fremgår af et analysenotat, som banken sendte på gaden torsdag, efter at Demant tirsdag aften skuffede med sit regnskab for første halvår og nedjusterede forventningerne.
JPMorgan vurderer i analysen, at aktiekursen lige nu ikke tager højde for, at de nuværende lidt svagere end ventede høreapparatmarkeder igen vil vende, ligesom det har været tilfældet mange gange tidligere, fordi høreapparatsektoren er meget stabil.
Det betyder, at købsbeslutningen ofte blot bliver udsat i op til et år, før salget alligevel kommer.
Derudover peger banken også på en kommende lancering af en ny teknologiplatform som en fordel for Demant, der desuden også stadig vinder markedsandele uden for USA, påpeger JPMorgan.
Banken gik i kølvandet på regnskabet og nedjusteringen i mod strømmen af analytikere, der reducerede deres kursmål for aktien som følge af reviderede estimater.
JPMorgan løftede nemlig i stedet sit kursmål til 291 kr. fra 274 kr. og gentog den positive anbefaling "overvægt".
Demant venter efter sidste uges nedjustering nu en organisk vækst på 1-3 pct. i år samt et driftsresultat før renter og skat (EBIT) på 3900-4300 mio. kr. mod tidligere ventet 1-5 pct. og 4100-4500 mio. kr.
Demant-aktien faldt onsdag med 4,1 pct. oven på regnskabet, der faldt efter lukketid tirsdag, men steg torsdag - hvor JPMorgans analyse blev offentliggjort - med 0,3 pct. og er siden fortsat op både fredag, mandag og tirsdag.
Fredag steg den danske aktie 1,2 pct., mandag gik den 2,3 pct. frem, og tirsdag stiger Demant med knap 20 minutters handel tilbage med 1,9 pct. til 257 kr.
Dermed har aktien også vundet mere end det tabte onsdag tilbage. Inden nedjusteringen og kursfaldet onsdag lukkede Demant i 253,40 kr. sidste tirsdag.
.\\˙ MarketWire