Den fynske robotvirksomhed Aris Robotics har taget afsked med sin stifter.
I et opslag på Linkedin skriver Sina Pour Soltani, at han har besluttet sig for at stoppe i virksomheden, der står bag en teknologi, der ved hjælp af AI analyserer og sorterer affald i blandt andet byggebranchen.
Sina Pour Soltani har fungeret som CEO i virksomheden, men per 1. september er han udtrådt, og har overladt opgaverne til sine to medstiftere, Ann-Mia Ambjerg og Christian Eberhardt.
I opslaget lyder det fra den nu forhenværende direktør, at det har været en "lang og svær overvejelse", men at beslutningen er truffet, fordi han ønsker at "have en bredere berøringsflade med andre områder i den grønne omstilling."
Sina Pour Soltani ejer 25-33,3 procent af virksomheden, og han skriver i opslaget, at han vil beholde sin plads i bestyrelsen.
Foruden Soltani og de to medstiftere er robot-iværksætteren Thomas Visti, kendt fra Universal Robots og MIR, en del af ejerkredsen.
Selskabet fik i 2023 en kapitalindsprøjtning på over 3 millioner kroner fra Visti og andre medinvestorer. Her lød det blandt andet, at virksomheden ser et stort potentiale i at levere affaldssorteringsløsninger i lys af EU's CSR-direktiv, der sætter store krav til virksomhedernes bevidsthed om genanvendelse af ressourcer.
I 2024 havde Aris Robotics en bruttofortjeneste på 1,2 millioner kroner med godt 800.000 i minus på bundlinjen.
Virksomheden har seks ansatte.