Ørsted kan fortsætte arbejdet på havvindparken Revolution Wind.
Det har en dommer ved distriktsdomstolen i Washington D.C. afgjort mandag aften, dansk tid.
Dommeren lagde ifølge Finans vægt på, at projektet var blevet godkendt gennem en årelang proces, hvor myndighederne ikke identificerede nogen problemer med parken - og der har i forbindelse med stop-ordren ikke været tilvejebragt "ny faktuel information" der kunne understøtte en byggestop.
For en måned siden blev Ørsted pålagt at stoppe arbejdet på parken.
Årsagen var, at den statslige myndighed BOEM - Bureau of Ocean Energy - havde identificeret "bekymringer" om den nationale sikkerhed, under en gennemgang af havvindmølleprojekter i føderalt farvand.
Ifølge indenrigsminister Doug Burgum er det især risikoen for fjendtlige dronesværme, der gør havvindparker problematiske i regeringens øjne.
Ørsted imødekom stop-ordren øjeblikkeligt, men valgte to uger senere at respondere med et sagsanlæg mød den føderale stat.
Ørsted har tidligere oplyst, at Revolution Wind er cirka 80 procent færdig. På tidspunktet for stop-ordren fra BOEM var Cadeler i mål med at installere 45 ud af 65 møller på parken.
Ifølge retsdokumenter koster det standsede byggeri selskabet 2 mio. dollar om dagen.
Når Revolution Wind engang står færdig vil parken have en kapacitet på over 700 MW, der skal levere energi til delstaterne Connecticut og Rhode Island. Ørsted forventer, at havvindparken vil skabe over 2.000 arbejdspladser, fra produktion og opførsel til drift af parken.
Revolution Wind skal stå færdig i slutningen af 2026.