Et stort flertal af danske industrivirksomheder oplever en negativ effekt af USA’s nyeste toldsatser på importvarer.
71,4 procent af industrien vurderer, at toldændringerne i en vis grad påvirker deres forretningsmuligheder. Blandt disse mener 3,6 procent, at effekten er meget negativ, mens 25,8 procent oplever en nogen negativ påvirkning, og 41,8 procent kun en lille negativ påvirkning. Kun 0,1 procent forventer en positiv effekt.
Det oplyser Danmarks Statistik i en pressemeddelelse
– Resultaterne viser, at industrien er opmærksom på udviklingen, men de færreste vurderer, at det får en direkte og kraftig negativ indflydelse på deres forretning, skriver Danmarks Statistik
Virksomhederne forholder sig i høj grad afventende. 57,6 procent af industrien vurderer, at samhandelssituationen med USA påvirker deres investeringsplaner, men 90 procent af dem har endnu ikke foretaget ændringer. Kun 6 procent planlægger at øge investeringerne, og 4 procent forventer at reducere dem.
På markedsstrategisiden vurderer 62,9 procent, at situationen ikke er relevant for deres strategi, mens 30,1 procent overvejer ændringer, og 7,1 procent allerede har implementeret tilpasninger.
– Industrien indtager en afventende holdning, og mange virksomheder ser tiden an, før de justerer deres strategier, skriver Danmarks Statistik
Erhvervstilliden er samlet set stort set uændret i september og stiger marginalt til 103,5. Men det dækker over betydelige forskelle mellem brancherne. Industrien falder markant til 92,0 – det laveste niveau siden september 2023 – mens detailhandlen og serviceerhvervene begge oplever fremgang.