Industrien er de kommende tre dage samlet i MCH Messecenter Herning, hvor HI-messen tirsdag morgen åbnede dørene til tre dages branchefest.
Det skete med lidt knas i maskineriet, idet tekniske problemer forhindrede messecentret i at udskrive adgangskort. Man valgte dog at lukke de mange besøgende ind, og gæsterne strømmede dermed i vanlig stil ind på messen fra morgenstunden.
Her venter dem flere end 650 udstillere og et tætpakket program, og dermed sætter messen igen i år rammen om et centralt mødested for hele branchen.
- HI-messen er meget mere end en udstilling. Det er et strategisk forum, hvor toneangivende virksomheder og aktører mødes for at udveksle viden, skabe nye relationer og identificere fremtidige forretningsmuligheder. Den brede vifte af konferencer, møder og events understøtter ikke blot messeoplevelsen, men skaber også grobund for innovation og vækst, udtaler projektleder Sisse F. Merrild Nielsen.

Flere messer i én
Som vanligt dækker messen bredt: Lige fra de klassiske underleverandører til robotter og automation. Som det også har været tilfældet ved de seneste messer, afholdes også International Food Contest, og som noget nyt afholdes elektronikmessen EOT sideløbende med HI.
- I tæt samspil med vores samarbejdspartnere samler vi alle industriens brancher - både i form af dedikerede udstillere og et højaktuelt event- og konferenceprogram. Dermed har vi igen kunnet skabe gennemførte aktivitetsområder, der på samme tid har bred appel og byder på de nyeste teknologier, lyder det fra Sisse F. Merrild Nielsen.

Innovation som drivkraft
Årets messe sætter særligt fokus på, hvordan digitalisering, automatisering og nye teknologier driver udviklingen fremad. Her får de besøgende mulighed for både at opleve konkrete løsninger på gulvet og hente ny viden i de faglige oplæg og events.
Det sker blandt andet på undermessen Technomania, hvor temaerne i år er AI, digitalisering og kritisk infrastruktur, og fokus er derfor blandt andet på cybersikkerhed, robotteknologi, forsyningskæder og autonome systemer.
HI-messen løber af stablen til og med torsdag.