USA vil fra den 1. november indføre yderligere 100 pct. told på kinesiske varer.
Det meddeler den amerikanske præsident, Donald Trump, fredag aften på sit sociale medie Truth Social.
Ifølge opslaget vil der blive indført en "told på 100 pct. på Kina, over og højere end hvad de betaler nuværende".
Dertil vil USA - også fra 1. november - begrænse eksporten af visse typer software til Kina.
Trækket kommer ifølge Trump som modsvar på, at Kina planlægger vidtrækkende eksportbegrænsninger.
- Det er lige blevet opdaget, at Kina har indtaget en ekstraordinært aggressiv position på handel ved at sende et ekstremt fjendtligt brev til verden, der forklarer hvad de ville gøre fra 1. november 2025, indføre storstilet eksportkontrol på næsten alle produkter de fremstiller, og visse produkter der slet ikke laves af dem, skriver den amerikanske præsident på Truth Social.
Meldingen kommer som opfølgning på et opslag tidligere fredag aften, hvor Donald Trump truede med en stor told på Kina som følge af landets "fjendtlige" eksportrestriktioner på sjældne jordarter.
Her gjorde præsidenten det også klart, at han ikke så grund til at mødes med den kinesiske præsident, Xi Jinping, på et kommende topmøde i Sydkorea om få uger.
Hvis den forhøjede toldsats står til troende, vil kinesiske varer fra 1. november være pålagt en samlet told på 130 pct. - kun en snert lavere end de 145 pct., USA indførte tidligere på året, inden de to lande nåede til enighed om en aftale.
Den første toldtrussel fra Trump var tidligere på aftenen med til at sende de amerikanske aktier ud i de dybeste fald siden april.
S&P 500-indekset faldt 2,7 pct., mens Nasdaq dykkede hele 3,5 pct.
.\\˙ MarketWire