23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Electronic Supply

Nordjyske virksomheder omsætter for milliarder på rumindustrien

Ny rapport viser, at Nordjylland nordjyske virksomheder omsætter for 3,1 mia. kr. i rumindustrien

Rumindustrien har for alvor slået rødder i Nordjylland og er blevet en sektor, der omsætter for milliarder.

De seneste to årtier er der vokset en rumklynge frem på cirka 40 virksomheder, der omsætter for 3,1 mia. kr. og beskæftiger mere end 1.100 ansatte. Det skriver Aalborg Universitet med henvisning til en ny analyse fra Iris Group, der blandt andet bygger på tal fra Danmarks Statistik.

- Den udvikling, vi ser i Nordjylland, viser for alvor værdien af et tæt samarbejde mellem universitet og industri. Rumteknologi har betydning for både vores sikkerhedspolitik og virksomheders konkurrenceevne på et globalt marked, der kommer til at vokse markant de næste år, siger Per Michael Johansen, rektor på Aalborg Universitet.

Vokseværk for billioner

Potentialet for den voksende rumklynge er enormt, mener man på universitetet.

Ifølge en analyse fra 2024, der er lavet af McKinsey for World Economic Forum, vil den globale industri omkring rumfartsteknologi i 2035 vokse til astronomiske 1,8 billioner dollars. I dag udgør den cirka 630 mia. dollars.

Udviklingen er især drevet af teknologier som kommunikation, navigation og jordobservation, der får stigende betydning for en bred vifte af industrier – fra forsvar og sikkerhedspolitik til transport, detailhandel og data-kommunikation. Samtidig vil rumteknologi spille en større rolle i globale udfordringer som klima, katastrofeberedskab og humanitære indsatser.

Tusind nordjyske satellitter i rummet

Den nordjyske rumklynge har allerede været med til at sende cirka 1.000 mikrosatellitter i kredsløb om Jorden. Og overordnet har rumvirksomhederne især fokus på tre områder.

For det første mikro- og nanosatellitter. Dernæst det såkaldte ”downstream data”, der handler om brugen af data og signaler fra satellitter. Og for det tredje trådløs kommunikation, der også anvendes andre steder end i rummet.

Det begyndte med mobiltelefoner

Man kan også sige, at Nordjylland og Aalborg Universitet har prøvet det før.

Fundamentet for den nordjyske rumklynge blev lagt i 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne, hvor brugen af mobiltelefoner eksploderede. Nordjylland og Aalborg Universitet blev et globalt kraftcenter for antenneforskning, der tiltrak tech-giganter som Motorola, Samsung og Intel.

Antennerne blev begyndelsen til den rumteknologiske forskning, så studerende på AAU som de første i Danmark kunne sende en nanosatellit i kredsløb i 2003.

I dag har universitetets forskere et bredt fokus på rumteknologi, der blandt andet dækker rumrobotter, AI, brug af satellitdata samt radio-, antenne- og kommunikationsteknologier.

- Vores forskere arbejder tæt sammen med erhvervslivet, og det er vigtigt, at vi skaber ny viden og har fokus på innovation, siger Per Michael Johansen

Nøgletal for den nordjyske rumklynge

  • Cirka 40 virksomheder
  • Mere end 1.100 ansatte
  • Omsætning på 3,1 mia. kr.
  • Eksport på 1,3 mia. kr.
  • 53 procent af ansatte har lang videregående uddannelse

Iris Group ”North Jutland: A Global Hub for Space Innovation”

BREAKING
{{ article.headline }}
0.062|