Refurbed har rejst 375 millioner kroner i ny kapital for at accelerere sin vækst og udvide sin position som Europas førende markedsplads for genanvendt elektronik.
Den nye investeringsrunde blev ledet af Alex Zubillaga, kendt investor i Spotify, Fever og Wallapop, samt investeringsplatformen Orilla – som tidligere har investeret i virksomheder som Vinted, Playtomic og Cabify. En række eksisterende investorer deltog også i runden.
Det oplyser Refurbed i en pressemeddelelse.
- 2025 har været endnu et exceptionelt år. Vi nåede profitabilitet i marts, 40 procents vækst på årsbasis og har integreret AI i hele vores vækstmotor. Alt det har styrket vores kapitalrejsning og accelereret vores ekspansionsplaner. Vi har bevist, at det at gøre det godt og gøre det rigtigt ikke er modsætninger – det er samme manual. Nu er tiden inde til at gøre genanvendt elektronik mainstream, siger Peter Windischhofer, medstifter og CEO i Refurbed.
Refurbed har på kort tid udviklet sig fra en vækstvirksomhed til en sund og rentabel forretning. Siden marts 2025 har virksomheden haft overskud, og omsætningen er vokset med 40 procent.
Den nye kapital skal bruges til at investere mere i AI-løsninger, der skal gøre virksomheden mere effektiv og give både kunder og sælgere en bedre oplevelse. Samtidig skal teknologien hjælpe med at nå virksomhedens mål om bæredygtighed.
- Vi er glade for at kunne støtte Refurbed, der fortsat sætter standarden for genanvendelse af produkter i Europa. Vores investering i Refurbed afspejler vores værdier om at fremme et mere ansvarligt forbrug. Med deres imponerende vækst, solide indtjening og stærke brandpartnerskaber er de unikt positioneret til at skabe langsigtet succes, siger Paco Riberas, CIO i Orilla.
Refurbed planlægger at bruge kapitaltilførslen til at ekspandere til nye europæiske markeder og introducere flere produktkategorier. Danmark er i dag blandt selskabets mest succesfulde markeder med over 180.000 kunder og en samlet handelsværdi på over 750 millioner kroner.
Det globale marked for genanvendt elektronik forventes at vokse fra cirka 380 milliarder kroner i 2024 til omkring 830 milliarder kroner i 2032, drevet af stigende efterspørgsel efter prisvenlige og bæredygtige alternativer.