Virksomheder verden over investerer som aldrig før i databeskyttelse, men problemet med interne datalæk vokser fortsat. Det viser den nye 2025 Data Security Report, udarbejdet af Cybersecurity Insiders for it-sikkerhedsvirksomheden Fortinet.
Rapporten bygger på svar fra mere end 800 it- og cybersikkerhedseksperter på tværs af brancher og viser, at 77 procent af virksomhederne har oplevet mindst én intern sikkerhedsrelateret hændelse inden for de seneste 18 måneder.
Det oplyser Fortinet i en pressemeddelelse.
Ifølge rapporten er et af problemerne i dag, at traditionelle DLP-løsninger (Data Loss Prevention) er designet til en tid, hvor data lå i virksomhedens egne systemer og truslerne kom udefra. I dag er virkeligheden langt mere kompleks med cloud, SaaS og AI, hvor følsomme data bevæger sig hurtigt og frit.
Rapporten viser, at 72 procent af virksomhederne har øget deres budgetter til håndtering af interne datalæk, og mere end hver fjerde har foretaget markante investeringer det seneste år.
Alligevel angiver 45 procent, at de har lidt økonomiske tab som følge af datalæk – hvoraf 41 procent vurderer tabet til mellem én og ti millioner dollar.
Blandt konklusionerne i rapporten fremgår det, at fremtidens DLP ikke kun skal handle om regler og filtre, men om forståelse af adfærd, kontekst og intention. Virksomheder har brug for værktøjer, der kan analysere mønstre og reagere i realtid.
Rapporten fremhæver derudover fire centrale svagheder ved traditionelle DLP-systemer: manglende indsigt i dataanvendelse, fravær af kontekst, fragmenterede systemer samt langsom implementering.
Derudover vurderer et flertal af eksperterne bag rapporten, at fremtidens DLP-værktøjer skal tilbyde adfærdsanalyse, øjeblikkelig gennemsigtighed og overvågning af både SaaS- og AI-platforme.
Ifølge Fortinet er konklusionen klar: uden en mere dynamisk tilgang til databeskyttelse risikerer virksomheder fortsat både økonomiske tab og alvorlige omdømmeskader.