Aalborg Universitet i Esbjerg sætter markant ind på maritim sikkerhed med to nye forskningsprojekter, ABBA USV og U-Shield, der samlet tilføres 80 mio. kr. og en fordobling af medarbejderstaben.
De to projekter skal udvikle avancerede ubemandede droner, der kan arbejde både i luften, på havets overflade og under vand. Dronerne skal bruges til at inspicere, overvåge og fredeligt afværge trusler mod søkabler, havvindmøller og rørledninger.
Det oplyser Aalborg Universitet i en pressemeddelelse.
- Det betyder vanvittigt meget for os. Det giver os mulighed for at udvikle teknologi, der ikke bare bliver på tegnebrættet, men kommer ud og gør en forskel i det virkelige havmiljø, udtaler Simon Pedersen, sektionsleder ved AAU ENERGY i Esbjerg.
ABBA USV, der gik i gang i september 2025 med et budget på 41 mio. kr., skal udvikle et ubemandet overfladefartøj, der kan udsende både flyvende og undervandsdroner.
Projektets mål er at skabe et komplet system til fjernstyret og autonom inspektion og overvågning af offshore infrastruktur. U-Shield, som startede i maj 2025 med et budget på 36 mio. kr., fokuserer på en interceptor-drone med non-destruktiv mitigation til at neutralisere undervandstrusler mod energikabler, havvindmøller og dataforbindelser.
- Hvis man ikke har overvågning, kan man heller ikke handle. Og hvis man observerer noget fremmed, skal man også have værktøjer til at agere. Derfor hænger de to projekter tæt sammen, udtaler Simon Pedersen.
Begge projekter er støttet af EUDP og Innovationsfonden og samler en række industrielle partnere som Vattenfall, Teledyne Reson, Tuco, TriFork, SubC Partner, Energinet, SDU og DTU.
Hos SubC Partner forventer man betydelig vækst i markedet for autonome inspektionsløsninger, særligt under vand.
- SubC Partner ønsker at være med helt fremme, når det handler om udviklingen og drift af autonome inspektionsfartøjer. Vi ser det som en pligt at udnytte vores viden til at udvikle og optimere inspektionsløsninger, der kan bruges i forbindelse med kritisk energiinfrastruktur, specielt under vand, udtaler Rasmus Graungaard Olsen, projektleder hos SubC Partner.
Projekterne lanceres i en periode med stigende hybride trusler mod dansk energiinfrastruktur og telekommunikation. Den nationale bekymring for sabotage mod søkabler og havvindmøller er voksende, og sektorberedskabet på energiområdet er hævet.
- Vores arbejde med at forske i overvågning og sikring af maritim sikkerhed har hele tiden været relevant, men det er i hvert fald ikke blevet mindre aktuelt. Næsten al internettransmission sker gennem søkabler, og afhængigheden bliver kun større. Derfor er der et voksende behov for overvågning og sikring – både af energiforsyning og telekommunikation, udtaler Simon Pedersen.