23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Electronic Supply

Reglerne vælter ind fra EU: - Det er blodigt alvor

Regelmængden i EU vokser igen, og rammer især små og mellemstore virksomheder

EU’s lovmaskine kører for fuldt tryk, og det mærkes langt ude i virksomhederne. For mens erhvervslivet efterspørger klarhed og færre byrder, vokser regelmængden i Bruxelles i et tempo, der går den modsatte vej.

En ny analyse fra SMVdanmark viser, at EU’s lovtekster alene de seneste tre år er vokset med knap tre millioner ord. Det svarer til en stigning på 15,9 procent og understreger, at bureaukratiet fortsætter med at vokse, selv om politikerne igen og igen lover det modsatte.

Det oplyser SMVdanmark i en pressemeddelelse.

- Det virker som om, systemet simpelthen har taget fejl af speeder og bremse. Det er efterhånden svært at opdrive en politiker, der mener, at mere bureaukrati er vejen frem. Alligevel er det, det vi ser. Der er markant forskel på det, politikerne siger, og det, de faktisk gør. Det er stærkt bekymrende, siger Jesper Beinov, direktør i SMVdanmark og Policy Vice President i SMEunited, den europæiske paraplyorganisation for SMV'er.

Analysen peger på, at den samlede mængde ord i EU’s retsakter er steget fra 5,6 mio. i år 2000 til 22,9 mio. per 13. oktober 2025, en vækst på mere end 300 procent. Ifølge SMVdanmark afspejler ordmængden kompleksiteten i reguleringen, hvor hvert ekstra ord potentielt indebærer nye forpligtelser, undtagelser eller krav med direkte omkostninger for virksomhederne.

- Regler er nødvendige, men vi har mistet balancen. Vi ser igen og igen, at gode intentioner om mere bæredygtighed og øget datasikkerhed bliver oversat til bureaukrati i en skala, hvor byrden slet ikke står mål med den mulige gevinst. Selvom det danske EU-formandskab har arbejdet godt og intenst på regelforenkling, er vi langtfra i mål, siger Jesper Beinov.

SMVdanmark fremhæver, at særligt de små og mellemstore virksomheder mærker konsekvenserne, fordi de ofte mangler administrative ressourcer. Store virksomheder kan i højere grad absorbere byrden og drage fordel af komplekse reguleringsstrukturer, mens mindre virksomheder får reduceret den tid, de kan bruge på innovation og drift.

-Det her er blodig alvor. Europa bliver overhalet på flere fronter af lande omkring os. Vi har ganske enkelt ikke råd til at presse den her spændetrøje af regler og bureaukrati ned over vores erhvervsliv, udtaler Jesper Beinov.

Organisationen understreger, at den nuværende udvikling underminerer europæisk erhvervslivs konkurrencekraft og risikerer at hæmme vækstmulighederne for de mindre virksomheder, som udgør rygraden i økonomien.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.031|