Den danske edtech-virksomhed Shape Robotics har i offentligheden kommunikeret vækst, rekordomsætning og tocifret millionoverskud, men bag regnskabstallene har virkeligheden været præget af massiv likviditetsmangel og voksende gæld.
Virksomheden har de seneste måneder efterladt sig ubetalte regninger, fået udlæg i sit huslejedepositum og er blevet sat ud af sit lejemål i Herlev.
- Det er indlysende, at der er et likviditetsproblem, udtaler statsautoriseret revisor Lars Kiertzner til mediet.
Den økonomiske krise kulminerede i november, da Danske Bank og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) indgav en konkursbegæring. EIFO’s beslutning om at trække sine garantier havde bragt robotvirksomheden under pres, men sagen blev midlertidigt afværget med en ny aftale mellem parterne. Den indebærer en straksbetaling på 3,7 mio. kr., betalt 2. december, samt efterfølgende rettidige, månedlige afdrag.
Derudover har den nye formand, Aurel Nețin, købt aktier for 1,2 mio. kr. og stillet en rentefri kreditramme på op til 3,7 mio. kr. til rådighed.
Samtidig viste halvårsregnskabet i august en kassebeholdning på 0 kr., mens bankgælden på blot ét år steg fra 34 mio. kr. til 159 mio. kr. Ifølge Lars Kiertzner skyldes presset især, at kunderne betaler sent, og at virksomheden i stor stil sælger sine fakturaer for at få penge med det samme. Det betyder, at den får færre penge ind pr. faktura, og i en periode med hurtig vækst gør det økonomien ekstra stram.
Shape Robotics udvikler og sælger især robotter og digitale læringsplatforme til skoler og uddannelsesinstitutioner.
Situationen er også forværret af markante ledelsesudskiftninger, hvor otte bestyrelsesmedlemmer er forsvundet siden januar, og Aurel Nețin sidder nu alene tilbage i bestyrelseslokalet, mens den to gange udskudte Q3-rapport endte med helt at blive aflyst og dermed forstærkede investorernes usikkerhed.
I begyndelsen af november blev Shape Robotics desuden kortvarigt sat på Nasdaqs observationsliste på grund af en overskredet betalingsfrist for børsgebyrerne.
Alt dette sker, mens virksomheden fortsat fremhæver sin vækststrategi og en forventet omsætning på over 300 mio. kr. i 2024, drevet især af det rumænske marked, som tegner sig for 88 pct. af salget.