Danmarks største EMS-virksomhed, GPV, har landet et stort strategisk samarbejde på den anden side af Atlanten.
Virksomheden med hovedsæde har indgået et partnerskab med den amerikanske EMS'er East/West Manufacturing Enterprises (EWME) med henblik på at styrke sin fleksibilitet i produktionen 'over there', hvor de forøgede toldsatser ellers kan være en bremseklods for salget.
Det meddeler GPV i en pressemeddelelse.
- Dette er et vigtigt skridt for GPV, da vi styrker vores fokus og vores service på det amerikanske marked. Siden den amerikanske regering første gang annoncerede toldsatserne i april 2025, har vi været i tæt dialog med vores kunder for at forstå deres specifikke produktionsbehov og vurdere, hvor det kan være fordelagtigt eller endda nødvendigt at flytte produktionen for at imødekomme BABA (Buy America, Build America, red.) og andre amerikanske krav. Dette partnerskab afspejler det arbejde. Vi ser et stærkt match og strategisk fokus, og det giver os mulighed for at fortsætte med at betjene vores kunder i henhold til deres behov og forventninger, udtaler CEO Bo Lybæk.
Partnerskabet mellem de to EMS-virksomheder skal udnytte, at de hver især har stærkt tilstedeværelse forskellige steder i verden:
GPV vil støtte EWME i betjeningen af amerikanske industrikunder gennem omkostningseffektiv storskala-produktion i økonomisk konkurrencedygtige lavomkostningsregioner, særligt hvor USMCA (United States-Mexico-Canada-Agreement)-frihandelsfordele og overholdelseskrav finder anvendelse. Til gengæld vil EWME hjælpe GPV med at opfylde forpligtelser i forbindelse med amerikanske indenlandske produktionsprogrammer, herunder dem, der er knyttet til Buy America- og Build America-kravene (BABA).
I henhold til partnerskabet vil hver virksomhed fortsat fungere som primær kundekontakt på sine respektive markeder, mens produktionen udliciteres til den anden part, når det skaber merværdi.
Parterne har ikke oplyst de økonomiske detaljer omkring det strategiske partnerskab.
GPV har hovedsæde i Vejle og dansk produktion i Aars. Derudover ligger produktionen fordelt i flere europæiske og asiatiske lande samt i Mexico.
EWME har hjemme i Texas, hvor man producerer forskellige EMS-løsninger inden for PCB-A, test og box build.