Der er hård konkurrence på det globale marked for elektriske aktuatorer, hvor sønderjyske Linak er en stor spiller.
Konkurrencen kommer ikke mindst fra kinesiske firmaer.
Efter flere succesrige årtier kan Linaks direktør Bent Jensen mærke konkurrencen fra Kina, ikke mindst inden for massemarkedet for elektriske hæve-sænkeborde, hvor Linak længe har haft en fremtrædende position.
Annonce- De store styktal til hæve-sænkeborde har givet os mulighed for at lave en fuldautomatisk produktion, så vi har kunnet konkurrere, siger adm. direktør Bent Jensen, Linak.
- Men vi kan dårligt konkurrere mere med kinesiske leverandører, fordi de får billigt stål, som er subsidieret af den kinesiske stat.
- Men vi giver ikke op. Vi er stadig levende. Vi har vores berettigelse inden for Care og inden for Tech, siger han.
Det er områder, hvor der er en størst kompleksitet.
Annonce- En enkel aktuator kan alle lave. Der skal mere til. Vi tilbyder intelligent elektronik og aktuatorer, som kan indgå i industrielle bussystemer, for eksempel i store landbrugsmaskiner, siger Bent Jensen.
Kompleksitet
En af de store landvindinger for Linak var, da virksomheden kom ind på markedet for hospitalssange sidst i 1980'erne.
- Da vi begyndte på hospitalssenge, blev vi nødt til at gå fra at være komponentleverandør til at blive systemleverandør. De tyske producenter forlangte, at aktuatorerne skulle være vaskbare og vandtætte, siger Bent Jensen.
AnnonceI dag leverer Linak også aktuatorer til tandlægestole og røntgenudstyr.
Evnen til at levere komplekse produkter er blevet en væsentlig konkurrencefordel for Linak.
Virksomheden har gennem mange år leveret aktuatorer til store landbrugsmaskiner. Aktuatorerne har sørget for at indstille skærehøjde og andre ting efter ønske.
- Jeg fik ret hurtigt et samarbejde med Taarup Maskinfabrik i Kerteminde. Det var et blåt stempel inden for landbruget for os, siger han.
Automation
De senere år har Linak i stigende grad leveret aktuatorer til automationsbranchen, eksempelvis til mobile robotter.
Annonce- Vi har gang i rigtigt mange ting inden for industriautomation. Der puster kineserne os ikke i nakken. Men inden for hæve-sænkeborde, der har de fuld fart på, siger Bent Jensen.
Linak kan klare sig i konkurrencen ved at udvikle nye produkter og være mere opfindsom end andre producenter.
- Vi har nogle gode produkter undervejs. Hvis vi ikke udvikler, så kan vi godt glemme det hele om fem år. Vores kunder forventer også, at vi udvikler bedre produkter.
- Vi skal bare huske på, at i dag har kineserne flere ingeniører, end vi har i Vesten, siger Bent Jensen.
Annonce