Et intelligent system, der kan overvåge og styre betonproduktion i realtid.
Det er målet for det nye forsknings- og innovationsprojektet VISTACON, som Teknologisk Institut, Danmarks Tekniske Universitet, Unicon, Videometer A/S og Skako Concrete sammen står bag.
AnnonceSystemet skal gøre det muligt at optimere betonens indhold af cement for derved at reducere CO2-aftrykket og mindske spildet af beton markant.
– Vores ambition med projektet er, at vi med ny digital teknologi kan gøre betonproduktionen langt mere præcis. Det vil give besparelser på både råvarer og CO2, og bringe branchen et vigtigt skridt nærmere både danske og internationale klimaambitioner, siger Søren Lundsted Poulsen, projektleder på VISTACON og konsulent ved Teknologisk Institut, i en pressemeddelelse.
AnnonceI dag baseres kvalitetssikringen i betonproduktionen ofte på manuelle stikprøver og simple målinger, hvor variationer i materialernes egenskaber kan føre til enten spild eller overforbrug af cement.
Med VISTACON er det målet at gøre det muligt løbende at monitorere væsentlige materialeegenskaber, såsom fugtindhold og kornstørrelser, og på den baggrund automatisk justere betonblandinger med høj præcision. Dette skal ske ved hjælp af skræddersyede sensorløsninger, hvor avanceret kamerateknologi kombineres med AI til automatisk analyse af billeddata.
AnnonceProjektet, der løber fra 2025 til 2028, vil først teste teknologier i laboratoriet og senere demonstrere dem i fuld skala i industrien.
Ib Bælum Jensen, teknologichef hos betonproducenten Unicon, har store forhåbninger til projektets resultater.
- Med VISTACON er det ambitionen, at vi får demonstreret mulighederne for at få sensorer og AI integreret direkte ind i produktionen. Det gør os i stand til at reagere på råmaterialernes variationer i realtid og optimere cementforbruget og reducere mængden af beton, der kasseres, siger han.
Annonce Annonce