GN Store Nord nedjusterer forventningerne til årets indtjening, efter at selskabet har solgt sin høreapparatsforretning fra.
Det fremgår af en selskabsmeddelelse onsdag aften.
Nu regner GN Store Nord med en organisk vækst i 2026 på mellem 0 og 6 procent. Tidligere var forventningen en vækst på mellem 2 og 8 procent.
AnnonceSelskabet har samtidig offentliggjort sit regnskab for første kvartal - det første siden frasalget af Hearing-divisionen.
I perioden har GN Store Nord omsat for 2,1 milliarder kroner, hvilket svarer til et fald på næsten ni procent sammenlignet med året inden.
Omsætningen medregner ikke salget i selskabets høreapparatsforretning.
Frasalget af divisionen blev annonceret i marts, da selskabet kunne meddele, at man havde indgået en aftale med italienske Amplifon om en handel på 17 milliarder kroner.
AnnonceHearing-divisionen omsatte i første kvartal for knap 1,8 milliarder kroner, en stigning på tre procent, men høreapparatsforretningen indgår nu som ophørende aktiviteter i regnskabet.
Salget i selskabets to øvrige divisioner - Gaming og Enterprise - gik i første kvartal tilbage med henholdsvis seks og ni procent.
Forretningen Gaming fokuserer på gamingudstyr, mens Enterprise blandt andet dækker over hovedtelefoner.
AnnonceDriftsresultatet endte på seks millioner kroner sammenlignet med 129 millioner kroner året inden.
Medregnes Hearing-divisionen, vil driftsresultatet lyde på 306 millioner kroner.
Administrerende direktør, Peter Karlstromer, siger i regnskabet, at selskabet navigerer i et marked, der er "mere udfordrende end normalt".
Det gælder især i Europa, Mellemøsten og Afrika.
- Vi leverer gode resultater på vores prioriteter: Enterprise udnytter den vellykkede lancering af Evolve3, Gaming fastholder sin positive udvikling i markedsandele trods en afdæmpet forbrugerstemning, og vores Hearing-forretning leverer fortsat stærk organisk vækst, mens vi forbereder os på frasalget til Amplifon, siger han.
AnnoncePengene fra salget af høreapparatsforretningen skal gå til at reducere GN Store Nords gæld, ligesom der også skal investeres i de to resterende divisioner.
Handlen mangler at få grønt lys fra konkurrencemyndighederne, og den forventes endeligt afsluttet inden udgangen af året.
/ritzau/
Annonce